(arkivfoto)
Hvad kan få en mor til 4 bullerbasser op på barrikaderne? Det simple svar er: Når det rammer mine og fremtidens børn og børnefamilier. Jeg har en bekymring og en undren over forslaget til ændringen af loven om private daginstitutioner.
Af Thea Bomholt Lundgaard Korstoft
Viborgvej 20, 8700 Horsens
Børnene i vores hjem og børn generelt er vidt forskellige. De rummer forskellige sider og har forskellige interesser. Derfor har vi som forældre været glade for muligheden for selv at vælge den pædagogik, det tilbud og de voksne der har passet til lige netop vores børns personligheder og vores overbevisninger.
Lad os som forældre træffe valget, og beslutte hvad der passer bedst til vores ønsker. Det virker i mine optik ikke politisk gennemtænkt. Måske det er et politisk benspænd, der med nye regler forsøger at besværliggøre driften for private ildsjæle samt et forsøg på en topstyring under dæknavnet "minimums normeringer.
Jeg har som pædagog både været ansat i private og kommunale institutioner, samt været privat passer. En observation der har sprunget mest frem, er det arrangement, der udspringer hos de voksne, hvis de har plads til at skabe ejerskab og medbestemmelse. De private har investeret penge, energi og vågne nætter på at få noget op at køre. Jeg har set voksne med en særlig ild, der brænder igennem.
Det er vigtigt for mig at pointere, at dette ikke er en kamp mellem det offentlige og det private.
Der findes nemlig selvfølgelig og heldigvis ildsjæle i begge ordninger. Nogle ildsjæle opnår bare de bedste resultater inden for det private område, så lad dem dog sprede deres lys der. Den nye lov har efter min optik en skjult agenda; et farvel til de private oaser. Til det skal der lyde et kæmpe SUK fra mig, som både mor og pædagog.
Så kære forældre og medborgere, lad os stå sammen og kæmpe med næb og klør for, at der i vores verden fortsat skal være plads til et BÅDE OG. Lad os på tværs af politiske overbevisninger ønske et Danmark uden monopol inden for pasningstilbud.
Lad os drømme om at bevare diversiteten og lade kampånden leve og ilden brænde videre. Lad os ønske valgfrihed og kvalitet for vores børn. Måske det ikke så vigtigt, om der står privat eller offentlig på vejskiltet.
For os forældre handler det om, hvad der er det BEDSTE pædagogiske og hjertevarme tilbud for vores barn og for os som familie. Et match, en tillidssag, en tryghed og en ret til at vælge.
Jeg håber flere, vil bakke op om de private oaser. Lad os brøle sammen. Følg med på Facebook gruppen: "Vi bakker op om private daginstitutioner og pasningsordninger". Og sætte vores stemme på borgerforslaget: www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-07149