Debat: Flere private aktører ind på socialområdet



Søren Lind Jensen
Spidskandidat for Nye Borgerlige til byrådet i Horsens kommune

Velfærd koster, men har vi nu også verdens bedste ældre- og plejesektor i det kommunale regi trods verdens højeste skattetryk? Svaret er nej. Der er andre europæiske lande, hvor tilfredsheden og standarden er højere.

Af Søren Lind Jensen
Spidskandidat for Nye Borgerlige til byrådet i Horsens kommune

Da min mor for tre år siden desværre måtte sige farvel til denne verden, skete det efter et kort sygdomsforløb, som endte på Gudenå Hospice i Brædstrup. De sidste 11 dage på Hospice i Brædstrup har jeg kun lovord om. Forholdene var intet mindre end fantastiske, og personalet var unikt. 

Forud var imidlertid gået et yderst uværdigt forløb, hvor jeg måtte op og stå på og puste mig op over for en kommunal sagsbehandler med ansvar for ældreplejen i kommunen, hvor min mor boede. Kommunen forsøgte simpelt hen at undslå sig at få hende på et dagplejecenter enten i eller uden for kommunen. 

Min mor havde så rigeligt betalt skat igennem et langt liv, og de eneste ydelser ud over folkepension, som hun havde trukket på fra det offentlige inden hendes terminale kræftsygdom, var et par enkelte korte hospitalsophold. 

Kan det virkelig være normen, at man skal op og pege og hæve stemmen for at få en gammel alvorligt syg medborger placeret i plejesektoren i et land med verdens højeste skattetryk?

Der er noget galt i prioriteringen med skatteborgernes penge? Antallet af kontrollanter og DJØF’ere i de kommunale, regionale og statslige forvaltninger vokser samtidig med, at der ikke er ressourcer nok til kernevelfærd. Denne mandskabsprioritering er helt gal og skal ændres.

Det andet forhold er venstrefløjens sygelige mistillid til private aktører. Hvad med at få dem ind som spillere på ældre- og plejeområdet? Fakta er, at private aktører f.eks. inden for pasningstilbud til børn er lige så gode og ofte bedre end de offentlige tilbud. I Dansk Industris seneste kvalitetsrapport scorer private, selvejende og kommunale tilbud omtrent lige højt på socialområdet. 

Om velfærdsydelserne går gennem regionerne, kommunerne eller private aktører kan være ligegyldigt for borgerne, så længe kvaliteten er høj. Det er velkendt, at konkurrence stimulerer kvalitet, så lad os sætte den fri således, at borgerne kan vælge imellem tilbud. Fri konkurrence og transparens skaber de bedste tilbud. Det er borgeren, der må være i centrum, ikke systemet.

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024