Debat: Hjælp - jeg kan ikke blive krænket.



Af Per Bonde
Skjoldborgsvej 14
8752 Østbirk

Mens de i ugens løb har gået og stillet op til festivalen, har jeg og fruen gået og luret over hækken, og stor var min undren da først Skanderborg sø med søbad og det hele dukkede op, dernæst Bøgescenen, så Nilles Bodega og til sidst pissoir og dametoilet. Det var en krænkelses katastrofe, der bare ventede på at ske.

Præcis kl. 10 lørdag formiddag, som der stod i opslaget, var jeg klar. De gik i gang derovre, og så bristede mine illusioner. De spillede ikke særligt højt, så ikke noget at brokke sig over der, der var et enkelt nummer der måske gik lidt over stregen, men det var slut, inden jeg fik ringet, og der var ikke nogen, der sprang i søbadet uden tøj – tværtimod havde de fleste alt tøjet på, når de røg i, så heller ikke der var der noget, der kunne krænke min blufærdighed.

Der var ikke andet at gøre. Jeg måtte tættere på, så vi gik over til genboen. Jeg tog fruen med, så vi var to der kunne bevidne larm, støj og uhøvisk adfærd.

Vi blev budt velkomne med åbne arme, ikke bare fra genboen, men alle dem der var i haven. Inden der var gået et halvt minut, var vi forsynet med drikkevarer og en opfordring om at forsyne os ved grillen. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og i hvert fald ikke noget at klage over.

Vi mødte også andre genboer, og de havde heller ikke set eller hørt noget, der kunne få dem til at føle sig krænket.

Passer jeg lige pludselig ikke ind i sølvbryllupskvarteret, eller er det fordi genboens hjemmefestival vækker minder, om de skøre og grænsesøgende ting jeg selv har deltaget i eller været initiativtager til, og at jeg selv en gang var en yngre mand.

Tak til genboen for at minde os om, at der fortsat er plads livsglæde og munterhed i sølv- eller er det guldbryllupskvarteret.

Ud med smålig krænkelse og ind med rummelighed og godt naboskab.
Tak til Klaus og Co for en hyggelig dag.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024