
Pernille Vinther Søby Holm (lokalformand for SF i Horsens Kommune) og Paw Amdisen (byrådsmedlem),
I Horsens Kommune har vi som mange andre steder i landet en særlig udfordring med ”unge på kanten”. Det er en gruppe af sårbare unge, som vi ikke formår at gribe med vores traditionelle tilbud, og som måske heller ikke er så interesserede i de tilbud ”systemet” kan byde på.
Af Paw Amdisen (byrådsmedlem), Hindbærhegnet 8, Horsens og Pernille Vinther Søby Holm (lokalformand for SF i Horsens Kommune), Skolesvinget 30, Horsens
Det er unge, der kommer fra socialt udsatte familier, unge som kæmper med psykiske problemer, misbrug, hjemløshed og måske er på vej ind i de forkerte fællesskaber, hvor kriminalitet, stoffer og destruktiv adfærd er en del af hverdagen. Det er unge på kanten af samfundet, som vi ikke ser så meget i skolen eller i forskellige fritidstilbud, som vi kunne ønske, men som til gengæld fylder en del i gadebilledet, og det ofte på en uhensigtsmæssig måde.
Deres adfærd gør, at de kan have svært ved at passe ind i de kommunale klubber eller i de fritidstilbud, der ellers er, hvor det ofte kan komme til konflikter, fordi autoriteter og voksenstyrede, pædagogiske indsatser ikke er sagen. Som sagt, så er erfaringerne med ”voksne” og ”systemet” ikke altid er de bedste.
Men selvom det kan være svært, så mener vi i SF, at vi som lokalsamfund skal prøve at finde en vej til at gribe disse unge. Derfor stillede vi i sidste års budgetforhandlinger et forslag om at undersøge mulighederne for at skabe et tilbud, der henvender sig til ”unge på kanten”. Forslaget kom med i budgetaftalen og skal nu behandles af byrådet. Først i Børne- og uddannelsesudvalget.
Som forskningen på området viser, så skal der tænkes anderledes og tværgående, og det er ikke nødvendigvis kommunen, der skal være primus motor i et tilbud. Inddragelse af civilsamfundet og ikke mindst ung til ung-samspillet er vigtigt. Udadvendte aktiviteter - streetsport, performance og kultur - kan være en vigtig del af indsatsen. Game Streetmekka Aalborg er et eksempel.
Men uanset hvad så er relationer og ligeværdige fællesskaber indgangen til de forandringer, som de unge har brug for i deres tilværelse. Og det er også det vi i SF ser som kernen i en kommende mulig indsats og vi håber, at resten af byrådet vil arbejde med på denne dagsorden.