Søren Lind Jensen
Spidskandidat for Nye Borgerlige til kommunalvalget i Horsens kommune
Da Nye Borgerlige i oktober bekendtgjorde opstillingen til kommunalvalget i Horsens, var hele bestyrelsen enig om kun at berøre emner, som byrådet havde indflydelse på. De landspolitiske emner, som skal løses af politikerne på Christiansborg, finder dog hyppigt frem til den lokalepresses spalter.
Af Søren Lind Jensen
Spidskandidat for Nye Borgerlige til kommunalvalget i Horsens kommune
Det skyldes nok, fordi byrådskandidaterne for SF, De Radikale og Enhedslisten véd, at der er et lille, men trofast publikum i feel-good-segmentet til at promovere synspunktet om, at ”hvem du end er, så velkommen her”. Den indre sukkergris skal jo have kulhydrater for at få tilfredsstillet behovet for egen selvgodhed.
Udlændingespørgsmålet afgøres på Christiansborg. Og her skal Socialdemokraterne roses for partiets paradigmeskifte, om end med sprækker på det seneste. Med 30 års forsinkelse har partiet endeligt kastet det kulturradikale vraggods over bords og erkendt, at hvis partiets flagskib, nemlig velfærdsstaten, skal kunne overleve, så kan man ikke samtidig have åbne grænser og offentlige kasser. Det er dog indlysende.
Alle undersøgelser, de mest omfattede lavet af Finansministeriet og af en bredt sammensat norsk ekspertgruppe, har krystalklart vist, at indvandringen fra den tredje verden er en hamrende underskudsforretning, og stoppes den ikke, vil det på sigt betyde statsfinansernes kollaps.
At statsministeren har indset dette og handler på det, om end med mange års forsinkelse, skal hun ikke presses på, men støttes i. Hun har en samlet blå bloks opbakning til det, og hun véd, at det virker iblandt vælgerne. Fra 2005 til 2019 lå Socialdemokraterne konstant på 25-26% af stemmerne. Nu ligger partiet på 33%.
Som migrant kommer man kun igennem til Europa, hvis man har råd til at betale menneskesmuglere. De svage uden de ressourcer kommer ikke igennem. Lad os dog øge bestræbelserne for at hjælpe i nærområderne, dér hvor pengene rækker længst! Dét har selv EU-kommissionen erkendt, som SF og De Radikale ellers ligger på maven for.
Der bruges langt flere ressourcer på asylbehandling og integrationsbestræbelser i Europa end på mennesker, der af lokale årsager – voldelige konflikter eller økonomiske – har valgt at forlade deres hjemstavn. Det er dog hammerende usolidarisk. Dét skal man vist være hard core venstrefløjsaktivist for ikke at ville indse.
