Debat: Lad tandlægerne teste for corona



Stine Mørcholdt, formand for Tandlægeforeningen i Region Midtjylland

Danmark befinder sig for tiden i en eksploderende coronaepidemi. Nu har statsministeren bekendtgjort en næsten total nedlukning af Danmark inden jul. En af udfordringerne er at få øget testkapaciteten. Tandlægerne er en del af sundhedsvæsenet og lukkes derfor ikke ned. Man kan stadig komme til tandlægen. Tandlægerne vil gerne bidrage aktivt til bekæmpelsen af corona, og derfor tilbyder vi, at vi kan coronateste på klinikkerne.

Af Stine Mørcholdt, formand for Tandlægeforeningen i Region Midtjylland

Danske tandlæger ser ca. 50.000 patienter om ugen. Tandlægerne er vant til høj hygiejne og brug af værnemidler og vil uden yderligere foranstaltninger kunne bidrage med test i denne størrelsesorden. Lad os udnytte ressourcerne til gavn for sygdomsbekæmpelsen.

Myndighederne har for nylig besluttet, at man vil tage lyntests i brug her op til jul. En lyntest er ganske rigtigt ikke helt så følsom som den test, der laves i sygehusregi. Men vurderingen er, at det trods alt er vigtigere at få testet så mange som muligt. Netop fordi hver eneste fundne positive giver mulighed for at stoppe smittekæderne. Tandlægerne kan hurtigt og sikkert foretage en lyntest i forbindelse med et tandlægebesøg.

Tandlægeforeningen har i månedsvis arbejdet for at få mulighed for at teste, men løber panden mod en mur i regionerne. Sundhedsstyrelsen synes, det er en god idé, men Danske Regioner har indtil videre afvist det. Det strider mod enhver sund fornuft, at man ikke benytter sig af tandlægerne som en mulighed for ekstra testkapacitet og for hurtigt og nemt at kortlægge epidemiens udbredelse.

Er der nogen, der tænker klart og fornuftigt i regionerne med henblik på at standse smittekæderne?
Det synes ikke at være tilfældet. Hvorfor ikke lade tandlægerne hjælpe til? Hvad er forklaringen på det? Vi er parate til at foretage test allerede i dag.

Stine Mørcholdt

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024