Debat: Normeringer fra VIVE – passer de?



Af Christina Hedegaard Hansen, bestyrelsen SF Horsens
Ternevænget 15
8700 Horsens

Nu har jeg selv arbejdet som sosu-assistent både fast og som vikar, jeg kan heller ikke genkende disse normeringer som VIVE er kommet frem til. Jeg spørger i hvert fald mig selv, hvordan er de kommet frem til disse normeringer? Er det ligesom på børneområdet hvor der både blev talt køkkenmedarbejdere, havemand og ledere med. VIVE skriver at der kun er talt ansatte i plejen med, så kunne jeg godt tænke mig at vide om det så også gælder personale som har afspadsering, ferie eller er på kursus?

Jeg har aldrig i den tid jeg har arbejdet i plejen oplevet at jeg kun havde 3 beboere, som jeg havde ansvaret for. Som minimum havde jeg 4-5 beboere som jeg havde hovedansvaret for, dertil kom så alt ”det løse”. Så som beboere som skulle liftes hvor der skal være 2 personer, sårpleje, medicindosering eller injektioner. Så jeg ved ikke om der er plejecentre hvor der virkelig god normering der hiver gennemsnittet op, men det er ikke min oplevelse at vi har så god tid som undersøgelsen giver udtryk for.

Jeg kom ofte hjem uden at have spist min middagsmad, og stresset fordi man knap nok have siddet ned en hel dag, så bliver man ked af det når man møder mennesker der siger ”at det er noget pjat, for der er jo masser af tid i plejen”. Mange af os der arbejder i ældreplejen, brænder for det fag og at hjælpe andre uden at få noget igen og derfor er der også mange der brænder ud, fordi de giver og giver. Man kan ikke sætte tid på at hjælpe nogen med noget, for nogle gange der ting bare længere tid end andre og hvis beboeren nu er ked af noget, vil man så bare gå fordi der ikke er mere tid? Derfor er der heller ingen skemaer på hospitalerne der tager plejen bare den tid den tager.

Den luksus er der ikke hverken på plejecentre eller i hjemmeplejen og hvis man overskrider den tid der er sat af, hvor tager man så noget tid, det gør man af sin middagspause. Det giver bare et forkert billede af hele faget og jeg kan godt forstå at mennesker som ikke ved hvordan vi arbejder i plejen, kan få det indtryk at vi har masser af tid. Alle vil jo gerne at der er flere som arbejder indenfor plejen og der mangler “varme” hænder. Men hvis der generelt er et billede af, at det er et dårligt lønnet job med dårligt arbejdsmiljø, så får vi ikke flere til at arbejde med de ældre. Så bliver det ved med at være et springbræt til sygeplejerskeuddannelsen. For er der nogen som over alt bliver nævnt igen og igen, så er det sygeplejersker. Jeg kan ikke forstå at når der nu mangler sosu’er at vi alle sammen ikke gør mere for at tale faget op, for hvis der ikke var sosu’er hvem skulle så tage sig af de ældre?

Især i disse Coronatider skal vi værdsætte de sosu’er som har været på arbejde uden de rigtige værnemidler og så har de i lang tid ikke kunne blive testet. De har sat deres eget liv og beboernes liv på spil hver dag. De gør og har gjort deres bedste for at hjælpe de ældre med at undgå social isolation pga. de ikke kan opretholde en normal hverdag. De kan ofte ikke komme ud af deres lejligheder, komme til deres aktiviteter eller se familien.

Jeg har elsket at arbejde indenfor området og lærer alle de ældre at kende. Når man varetager en persons liv, så kan man ikke andet end at engagere sig. Jeg kunne godt tænke mig at hvis man skal bruge normeringer på lokalcentrene til at måle hvor vidt der er personale nok, at der bliver lavet en bedre undersøgelse hvor der er mere gennemsigtighed omkring antallet af medarbejdere. Og så mere frihed til personalet i forhold til plejen og planlægningen her af, for der er stadigvæk for meget dokumentation og kontrol. Mere frihed til at planlægge sin arbejdstid og større ros til de hårdt arbejdende mennesker som gør deres bedste for at give vores ældre en god og værdig tid.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024