Christina Hedegaard Hansen, Kandidat til regionsrådet for SF
I den seneste tid er der dukket flere og flere grimme sager op på handicapområdet og det bliver da sværere og sværere, at se hvorfor kommunerne fortsat skal være øverste myndighed på handicapområdet.
Af Christina Hedegaard Hansen, Kandidat til regionsrådet for SF
Medlem af bestyrelsen for SF Horsens
I en artikel i Politiken kunne man læse om en borger i Horsens som er nødsaget til at sagsøge kommunen, da hendes børn ikke kan få et tilfredsstillende skoletilbud, der er sagen med forældrene i Lund som har mistet deres datter på et bosted hvor plejen var under al kritik og senest hvor en medarbejder var nødt til at klage anonymt til ankestyrelsen for at gøre opmærksom på ulovlig praksis i kommunen. Dette er kun i vores kommune og der er desværre flere rundt om i hele landet, så hvornår indser man både i KL og i folketinget at man er nødt til at stoppe nu.
I det sidste samråd sagde Astrid Krag at hun ville vente indtil sommer med at træffe en afgørelse på området, da der kommer afgørelsen på en rapport om det specialiserede område. Men vi kan ikke vente længere og politikerne kan godt komme i gang nu. For snart kommer der et kommunalt/regionsrådsvalg og så er opmærksomheden væk og så vil handicapområdet igen blive syltet.
Derfor er vi mange der ønsker at der bliver “rystet posen” nu og det er fulgt op af et borgerforslag fra #enmillionstemmer som over 52.000 har støttet. Vi stemte ved SF’s landsmøde for at få det specialiserede handicapområde over i regionerne og det kan ikke gå hurtigt nok. Der mangler specialviden og incitament i kommunerne for at give borgerne det de har krav på ifølge lovgivningen.
Vi pårørende har fået nok af konstant at blive mødt af en afvisende mur hos socialrådgivere, som ikke selv kan træffe en beslutning og selv om det er deres opgave at rådgive og vejlede os i hvilke rettigheder vi har, men så får man ikke hjælp.
En borgerrådgiver bliver ikke altid hørt, desuden dækker de fleste også op til 7 forskellige kommuner og har derfor ikke altid tiden til at hjælpe os. Derfor er vi mange der bruger ankestyrelsen for at få den rette afgørelse og bagefter kan afgørelserne trækkes i langdrag i kommunen. Flere og flere opgiver kampen og køber selv de ydelser deres pårørende mangler, men det er jo kun for dem som har ressourcerne til dette.
Mange udtrykker tvivl om hvor vidt forholdene bliver bedre for handikappede hvis området kommer i regionerne, for økonomien bliver ikke bedre der så det vil bare være mere af det samme. Men jeg er af den mening at, det også er en holdningsændring der skal til for sådan som det er nu, så bliver både pårørende og dem med et handicap mistænkeliggjorte og derfor er det en kamp os mod dem. Desuden har kommunerne en klar holdning om at alle tilbud skal være det billigste så der kan spares, men det er ikke det der står i loven og derfor går det ofte ud over kvaliteten.
Men alle med et handicap der får den rette hjælp og støtte kan gennemføre uddannelse og kan få et job og derved blive gode skatteydere for samfundet. Ved at hjælpe hele familien hurtigt så undgår man, at hele familien bryder sammen og skal have hjælp i mange år for at rette op på den mistrivsel de har været under i mange år. Derfor kan det undre mig at man ikke hjælper dem med et handicap til en god start, for det må da give gode skatteborgere i længden og det vil mindske udgiften på den lange bane.
