Ib Bjerregaard (V). Næstformand i hospitalsudvalget i Region Midtjylland.
Jeg er ikke i tvivl. Lad nu frontpersonalet på vores sygehuse, hos lægerne og i hjemmeplejen blive vaccineret først. Har man hørt på frontpersonalets oplevelser hen over julen og dermed fået input ude fra virkeligheden, burde der ikke være tvivl. De lever i et konstant pres – ikke kun for at blive syge af Covid-19 men også fordi kolleger er syge, i isolation og derfor ikke kan træde til.
Af Ib Bjerregaard (V)
Næstformand i hospitalsudvalget
Vandhøjen 4, 8800 Viborg
Vi kommer i forvejen til at mangle sundhedspersonale i de kommende år med flere ældre og dermed større behov. Lad os derfor lytte til dem nu og give dem vaccinationen først. Det vil vise vores værdsættelse og i den samme forbindelse sikre, at alle vi andre kan blive behandlet, hvis vi bliver syge.
Lige nu betyder den manglende bemanding, at der er stor risiko for, at ikke alle andre patienter med andre livstruende sygdomme end Covid-19 får den helt optimale behandling.
Jeg har hørt Søren Brostrøm sige, at deres (Sundhedsstyrelsens) prioritering er rigtig. Men han står heller ikke i frontlinjen - og han står heller ikke med ansvaret for driften af det enkelte sygehus.
I Region Midtjylland er der cirka 30.000 ansatte på sygehusene. Forventningen er, at regionen skal op på at vaccinere cirka 22.000 per dag. Det svarer til, at alt sundhedspersonale kan vaccineres på halvanden dag. Jeg tror, de fleste af de prioriterede godt vil vente halvanden dag på at blive vaccineret - som en forsikring for, at de sygehusansatte får ro og sikkerhed for, at de kan passe deres arbejde. Det tror jeg, vi alle vil være bedst tjent med.
Kunne vi selv bestemme i Region Midtjylland, ville jeg argumentere for, at de nævnte ansatte med nærkontakten til patienterne blev vaccineret med det samme.