Debat: Vi står over for en gigaopgave!



Vi har hørt det mange gange efterhånden. Vi står med en gigaopgave, hvor regeringen efterhånden har indgået flere aftaler med Kommunernes Landsforening om håndteringen af de forventelig mange ukrainske flygtninge, der er på flugt fra en gal mands krig. De ukrainere, der måtte vælge Danmark til, skal vi naturligvis ta’ os af. Vi skal hjælpe med et sted at bo, med skolegang, børnepasning og arbejde. Med fred og ro.

Af Lars Jensen
Byrådsmedlem for Venstre i Horsens
Annette Schulz Jensen
Byrådsmedlem for Konservative

Samtidig spørger vi os selv, om vi i den nye fremtid har råd til at fortsætte med en økonomisk prioritering i kommunen som hidtil? Det er vitalt, at vi nu beslutter, hvilke kommunale opgaver, der er absolut nødvendige og hvilke, der kan vente. 

Vi har på 2 år gennemlevet to Coronabølger. Vi ved ikke om, der venter os en ny og anderledes 3. bølge med massive tilgang af flygtninge fra Ukraine. 

Coronakrisen – som forhåbentlig er ved at gå i sig selv – var hård. Blandt andet ved den mentale sundhed og den generelle trivsel. Hver gang Christiansborg udstak nye restriktioner, og hverdagen igen blev udfordret, ja – så var svaret fra kommunerne hver gang det meget imødekommende: ”Så må vi jo løse de opgaver”. 

En afgørende tid for et sundt samfund og en sund økonomi

Det er nu vi må lægge de mest fornuftige budgetter og kigge på kommunens øvrige ressourcer – eks. vores kapacitet på børnepasning- og skoleområdet. En eventuelt større flygtninge-tilstrømning vil gøre det nødvendigt, at vi foretager visse fravalg. 

Har vi plads og råd – uden at skulle fravælge meget andet? 

Det er nu, vi skal beslutte om, vi kan fortsætte med at prioritere en økonomi i det omfang, vi gør, inden for det, vi hidtil har betragtet som ”kan opgaver” i forhold til vores lovbestemte ”skal opgaver”. Vi kommer til at prioritere benhårdt og skal kigge på, om vi løser opgaverne rigtigt, eller der skal kigges ind i reformspor: 

Det er som om, vi står på kanten og kigger ned i nogle centrale velfærdsområder, der er meget pressede i forvejen – på flere forskellige parametre, f.eks.:

•    manglende kapacitet på pasnings- og folkeskoleområdet 
•    et stort stigende antal ældre, der kræver mere pleje og omsorg
•    den fælles samfundsopgave med håndtering af ”Ukraine krisen”
•    voksende udgifter på specialområdet for vores mest sårbare borgere

 – og generelle rekrutteringsproblemer af sundheds- og velfærdspersonalet.

Meget indikerer, at det er nu, vi skal til tage opgøret om, hvilke kommunale opgaver, der er absolut nødvendige og hvilke, der må vente. Som kommune kan vi naturligvis også bare forsætte som hidtil, og sige ”Jamen, så må vi jo også løse den næste opgave og næste igen.” Situationen er bare, at det kan vi ikke. Vi bliver nødt til at prioritere mellem kan og skal opgaverne.
 

Lars Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024