Til støttekoncerten i Vestbirk forsamlingshus, var Tue West alene på scenen bortset fra sin guitar og forsamlingshusets velstemte klaver.
Foto Per Bonde
Tue lagde ud med nogle af sine nye numre, og han skuffede ikke med sin karakteristiske stemme, sin sprøde guitar og de meget lyriske tekster. Tue vil noget med sin musik – han er i høj grad sin egen, og det lægger han ikke skjul på.
Tues første sæt var som sagt hans nyere ting. De vakte ikke den store genkendelse blandt publikum, men hans tekster er så fyldte med metaforer og dobbelttydigheder, at det er en fornøjelse at lytte til. Tue krydrede numrene med små anekdoter om sangenes tilblivelse eller refleksioner over tilværelsens mange paradokser, med udgangspunkt i sit eget liv og verden – nogle gange i landet mellem drøm og virkelighed.
Andet sæt inddrog i meget højere grad publikum. Dels gennem nogle af hans tidlige numre, men også med fællessang af hans bidrag til højskolesangbogen – Hvad tænker Ingrid på?
Når Tue vil, kan han skrue stemningen op, og det gjorde han med numre som ”Hun er fri (kvinden og lottokuglerne)” og ”Sig du er sikker (Værelse med udsigt)”.
Inden Tue sluttede, gav han nummeret ”Frihed til at være en fange” fra sit nye album. Han spillede det med en intensitet og glød, der ikke efterlod nogen tvivl om, at den sang er skrevet fra hjertet med rod i Tues eget liv og er et opråb om at smide lænkerne – måske mest til sig selv.
Tak for en god og tankevækkende koncert til Tue West og Vestbirk forsamlingshus.
pebo
