
Det er 16 dygtige strygere fra Silkeborg Kammerorkester, der medvirker ved musikgudstjenesterne i Hansted og Østbirk kirker den 18. april. Her ses de samlet til prøverne forud for den særlige opførelse af Stabat Mater. (Pressefoto)
HANSTED/ØSTBIRK - Langfredag er ofte en lang og trist dag. Men i år er der mulighed for at få en helt særlig, meget gribende musik-oplevelse, når Silkeborg Kammerorkester med 16 strygere spiller uddrag af komponisten Pergolesis værk Stabat Mater i gudstjenesterne den 18. april i både Hansted kl. 9.30 og Østbirk kl. 11.30.
Af Mette Bock
Stabat Mater var det sidste værk, som den italienske komponist Pergolesi (1710-1736) skrev, blot få uger før sin alt for tidlige død af tuberkulose som 26-årig. Det er fantastisk at tænke på, at en så ung komponist kunne skrive et værk, der er blevet så kendt og elsket overalt i verden gennem flere hundrede år.
Marias smerte og håb
Det står ikke klart, hvem der har skrevet teksten til værket, men den tilskrives to franciskanermunke fra 1200-tallet. I teksten hører vi om Marias smerte, da hun står ved foden af korset, hvor hendes søn Jesus lider og dør. Både tekst og musik er fuld af kærlighed, smerte – og håb.
Professionelle solister og liturgi
Det bliver en musikgudstjeneste, hvor orkestret spiller sammen med to professionelle solister, Kristine Mågård (sopran) og Estrid Moll Ipsen (alt). Orkester og solister dirigeres af Christian Hørbov-Meier.
Mette Bock er liturg ved gudstjenesten, og her vil vi også høre lidelseshistorien i vekselsang med menigheden.
Alle er meget velkomne
Alle er meget velkomne til en stor musikalsk og åndelig oplevelse Langfredag den 18. april.