(Privatfoto)
Ingen kan alt – men alle kan lidt - og sammen kan vi bare det mere. Søndag formiddag var Østbirk Præstegård fyldt af skønne mennesker, der havde valgt at bruge et par timer på en travetur rundt i Østbirk – Vestbirk – Yding.
Af Lone Buhl Pedersen
Der blev banket på hver en dør – og folk, der åbnede, fik spørgsmålet: Vi samler ind til Verdens fattigste familier og Ukraine, har du mulighed for at give et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp.
Der er mennesker i verden, der er så fattige, at de må gå sultne i seng. Der er mennesker, der ikke har noget sikkerhedsnet under sig. Der er over to millioner mennesker der er flygtet fra Ukraine. Der er krigsofre, der har brug for hjælp. Og ingen af dem, der er i denne ulykkelige situation, har selv bestemt det – eller har selv skyld i det.
Hver en krone, som blev indsamlet ved Folkekirkens nødhjælps indsamling søndag 13. marts vil for mange mennesker komme til at gøre en verden til forskel.
Folk kunne enten betale med kontanter i bøssen eller Mobilepay. Der var ved hver en dør en åbenhed og velvilje, hvilket resulterede i at man fik indsamlet 29,768,00 kroner.