Paw Amdisen og Adnan Nikontovic (SF)
DEBAT - Som danskere og europæere står vi i en afgørende tid. Derfor er vores kryds ved valget til den 9. juni ekstremt vigtigt. Det handler ikke kun om at vælge vores lokale repræsentanter til det fælleseuropæiske parlament, men også om at sikre en tryg og lysere fremtid for vores børn og børnebørn.
Af Adnan Nikontovic, Bakkesvinget 11, Horsens og Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, formand og tidligere byrådsmedlem for SF.
Vi står således midt i en omfattende klima- og miljøkrise, hvor vi mærker klimaforandringerne og ser effekten af årtiers hensynsløs påvirkning af miljøet - både til lands, til havs og i luften. Det er en krise som ikke længere kan ignoreres, men kræver, at vi handler i fællesskab og på tværs af landegrænserne.
Hvor det er helt afgørende, at vi skaber ny fælleseuropæisk lovgivning og investerer i grøn teknologi og overgangen til vedvarende energi, men samtidig også sikrer, at disse nødvendige tiltag gennemføres uden at uligheden stiger, og uden, at de brede lag i de europæiske befolkninger efterlades uden job eller økonomisk sikkerhed i denne proces.
Sikrer vi ikke, at den grønne omstilling finder sted på denne måde, så risikerer vi nemlig at øge den polarisering og det sværmeri for autokratiet, som lige nu er en af de andre store europæiske udfordringer. Kun ved at sikre den sociale retfærdighed kan vi styrke demokratiet og bekæmpe de populistiske og autoritære tendenser. Men det er selvfølgelig også afgørende, at vi respekterer retsstatsprincipperne, sikrer ytringsfriheden og støtter civile samfund i hele Europa. Vi skal bekæmpe korruption og sikre, at vores demokratiske institutioner fungerer effektivt og troværdigt.
Der er også helt afgørende, at vi kæmper for at udbrede demokrati og social retfærdighed i vores nærområde. Af samme grund bør vi løbende udvide det europæiske fællesskab på grundlag af disse værdier. Hvis vi ser på udvidelsen af EU siden Murens fald, så er det helt klart, at EU-medlemskabet på den lange bane sikrer bedre levevilkår, et sundere demokrati og mere velfungerende samfund til gavn for os alle.
På rekordtid har tidligere diktaturer forvandlet sig, som det også skete for Vesttyskland efter 2. verdenskrig. Og på trods at enkelte tilbagefald, så viser den politiske udvikling i eksempelvis Polen, at de demokratiske værdier har rodfæstet sig i civilsamfundet. Vi ser det også tydeligt i de lande, som endnu ikke er EU-medlemmer, men trues af russisk aggression - ikke mindst i Ukraine - at kampen for demokratiet forbindes med EU-flaget og håbet om at blive medlemmer af EU.
Tænk, hvis vi en dag kan byde velkommen til lande som Albanien, Serbien, Nord-Makedonien og Bosnien-Hercegovina som EU-medlemslande, fordi de er blevet fuldgyldige demokratier. Ja, måske er der også håb for Tyrkiet, hvis tyrkerne, som de seneste lokalvalg i Tyrkiet tydede på, vil demokrati, menneskerettigheder, social retfærdighed og bæredygtig udvikling.
Som SF’ere vil vi naturligvis kraftigt opfordre til at stemme på SF og den grønne gruppe i EU-parlamentet, som vi mener bedst vil varetage kampen for et demokratisk, bæredygtigt og socialt retfærdigt Europa. Men vigtigst af alt, så stem med tanke på hvordan vi bedst i fællesskab sikrer vores børn og børnebørn en grønnere, mere retfærdig og fredelig fremtid.