Kaj Aage Helmings står her ved et selvportræt som er malet efter et foto taget på Bora Bora i Stillehavet.
Der var stort fremmøde til Kaj Aage Helmings fernisering i Tinghuset, Brædstrup, selvom om der var voldsom konkurrence fra sommervarmen og flere arrangementer rundt om i byen.
Kaj Aage Helming stod og tog mod gæsterne i døren og bød alle velkommen indenfor. Hans værker er alle malet med akryl og er fordelt mellem motiver efter forlæg og den anden halvdel er fri fantasi.
- Jeg elsker at stå med et tomt lærred og se hvad der sker – se hvad der kommer frem til mig. Jeg har et med på udstillingen som er lavet af dagens sidste maler-rester… det holder jeg meget af, for der skal ikke gå maling til spilde, fortæller han smilende.
Kaj Aage lader sig ofte inspirere af flotte billedkompositioner som han blandt andet finder på den elektroniske ”billedopslagstavle” Pinterest, hvor der er millioner og atteler millioner af fotos og grafik:
- Jeg kan hurtigt blive opslugt af den uendelige række af billeder og fotos på Pinterest, men jeg spotter hurtigt de gode motiver og kompositioner, som jeg gemmer og nogle gange bruger jeg dem som oplæg til nye malerier, fortæller Kaj Age Helming, mens endnu et par gæster træder ind ad døren.
Der var mødt små 20 personer op til ferniseringen og da alle havde fået kølig vin i glasset, bød Kaj Aage Helming velkommen og fortalte lidt om de forskellige malerier som var hængt op på væggene.
Kaj Aage Helming har blandt andet et stort selv portræt hængende i udstilling som er malet efter et foto som er taget på Bora Bora, en lille ø-gruppe midt ude i Stillehavet.
Hvis du har lyst til at opleve udstillingen, er der åbent for besøg 19. – 20. juni og 25. – 27. juni, klokken 15 – 19 alle dage.