Gedved/Egebjerg fortsætter den gode stil



Anders Juhl og Morten Hjerrild Christensen

Sidste søndag spillede Gedved/Egebjerg U17 deres anden kamp i træningsturneringen hjemme i Egebjerg mod Stensballe, og kampen var præget af at Stensballe kun var 10 mand.
 Gedved/Egebjerg IF satte sig på kampen fra start, og havde flere gode angreb, men Elias Ølsgaard i Stensballe-målet tog sig sikkert af chancerne. Efter ca. 25 minutter var Elias dog uden chance, da Morten Hjerrild Christensen i en af sine utallige overlap kom helt fri og suverænt loppede han bolden i mål.
 Stensballe var i første halvleg kun farlig ved et par langskud, så første halvleg sluttede 1-0. I anden halvleg afgjorde Gedved/Egebjerg kampen i løbet ca. fem minutter med scoringer af Emil Nielsen og Anders Juhl.
 3-0 med 20 minutter igen, et fint resultat, men Morten Hjerrild Christensen blev pludselig hele kommunens farligste venstre back, da han gjorde det til både 4-0 og 5-0 begge gange efter oplæg fra Thomas Larsen. I løbet af de sidste 6 minutter fik Stensballe reduceret to gange til slutresultatet 5-2.
 Denne søndag var der udekamp mod Tørring/Ølholm, og det var første gang i år, at Gedved/Egebjerg var på græs – og sikke en god græsbane.
 - Det var en fornøjelse, siger træner Jan Larsen.
 Gedved/Egebjerg startede bedst med fornuftig boldomgang mellem forsvar og midtbane, men det kneb lidt mere med den sidste aflevering til angriberne.
 - Når vi så endelig var ved at komme igennem, så mødte Anders Juhl alligevel forsvarsspillere, som var ligeså hurtige, som han selv er. Flere gange fik Tørring/Ølholm forsvaret reddet situationerne ved deres hurtighed og effektivitet, siger træner Jan Larsen.
 Efter 15 minutter får vi Gedved/Egebjerg en kæmpe mulighed, da Oliver Rasmussen gled igennem i venstre side og sendte bolden perfekt bagud til Thomas Larsen, men han fik lige lidt for meget luft under bolden, så den strøg lige over overliggeren.
 Tørring/Ølholm havde enkelte muligheder, men Gedved/Egebjergs spillere i forsvar og midtbane var gode til at få forstyrret, således at Tørring/Ølholm skulle afslutte langt ude fra. Lige før pausen var Oliver Rasmussen igen omdrejningspunkt i et flot angreb, hvor han spiller Kevin Viese Højsgaard i fri position i højre side, og med et flot indlæg måtte Lasse Hovgesen se sin flugter tage overliggeren.
 Gedved/Egebjerg er i denne sæson uden en fast målmand, så søndag var rotationen nået til Morten Hjerrild Christensen og Esben Jensen, som byttede plads ved halvleg. Begge spillere roses for deres målmandsindsats, som blev udført med flot overblik og fine redninger.
 I anden halvleg fik Gedved/Egebjerg vinden lidt mere i ryggen, og aftalerne gik nu på mere tålmodighed i midtbanespillet. Efter 20 minutter med meget få muligheder til begge hold, lykkedes Gedved/Egebjergs plan efter eminent pasningsspil mellem Lasse Hovgesen, Oliver Rasmussen og Jakup Jacobsen, og sidstnævnte sendte en perfekt stikning til Anders Juhl, som ikke svigtede og scorede til 1-0.
 De sidste 20 minutter var præget af tilfældigt spil, Gedved/Egebjerg var ikke gode til at holde fast i bolden, så det blev en gentagelse af første halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Gedved/Egebjerg fik dog en en god mulighed med 12 minutter igen, hvor Oliver Rasmussen rammte underkanten af overliggeren efter flot forarbejde af Mathias Heitmann, men riposten nåede Frederik Koldtoft lige netop ikke frem til.
 - Kampen sluttede 1-0, hvilket efter chancerne vel var fortjent nok, men det kan ikke gøres uden at give en stor ros de vores fem forsvarsspillere – Frederik Koldtoft, Nicklas Sørensen, Esben Jensen, Kristian Olesen og Morten Hjerrild Christensen, siger træner Jan Larsen der også roser Lasse Hovgesen roses for en fantastisk arbejdsindsats på midtbanen.
 Næste kamp spiller Gedved/Egebjerg U17 lørdag hjemme mod Horsens Freja.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024