Det var sidste spillerunde i U19 serie 2 rækken, og Gedved/Egebjerg IF skulle afslutte hos det absolutte tophold FC Skanderborg. Gedved/Egebjerg havde selv misset denne ønskede finale omkring puljesejren mod FC Skanderborg ved at sætte point til i de to tidligere kampe mod FC Horsens og Odder.
Fokuspunktet for kampen var derfor at slutte sæsonen fornuftigt af, og prøve at drille FC Skanderborg, og forhåbentlig få en lille sejr hjem. Gæsterne var i dag uden målmand Nikolai Wolhardt, som i efteråret har reddet Gedved/Egebjerg mange gange, men U17 målmand Nicklas Sørensen tog over.
Gedved/Egebjerg IF lagde godt ud fra starten af kampen, og fik kampens første chance, da Thomas Larsen sendte en tværaflevering mod Mathias Thomassen, men Mathias blev presset i skudøjeblikket og bolden gik lige forbi den ene stolpe. Presspillet fra Gedved/Egebjerg lykkedes rigtig godt, og FC Skanderborg var tydeligt generet af dette pres.
Efter ca. 23 minutter lykkedes et gennembrud i højre side, og denne gang scorede Mathias Thomassen sikkert, og kort efter scorede Kristoffer Foged til 2-0 på et flot skud fra distancen uden chance for FC’s målmand. Gedved/Egebjerg foretog udskiftninger. Emil Nielsen, Mads Leth og Emil Moos kom på banen, så den aggressive stil kunne bibeholdes. FC Skanderborg var blevet lidt rystede og inden halvleg havde Rune Laursen samt et selvmål udbygget føringen til 4-0.
FC Skanderborg havde også haft deres chancer i første halvleg, men et stærkt spillende forsvar og målmand havde gang på gang holdt nullet for GIF/EIF.
Ved halvleg var taktikken at fortsætte det flotte presspil, og stadig give den gas omkring nærkampene. Gedved/Egebjerg havde nu vinden i ryggen, så udfordringen var at passe på med farten i de fremadrettede afleveringer. Det udførte drengene virkelig flot, og Gedved/Egebjerg spillede flot og fornuftigt op ad banen. Der var chancer i begge ender, hvor FC Skanderborg dog kom tættest på, men igen var Nicklas Sørensen og forsvaret på plads.
Rune Laursen var nu klar til at komme på banen igen efter en lille pause, og kort efter satte han bolden i mål til 5-0. FC Skanderborg forsøgte stadig spillet op ad banen, men gæsterne fik konstant brudt deres angreb - og så gik det stærkt den anden vej. De omstillinger, som GIF/EIF fik, resulterede i yderligere tre scoringer ved Kristoffer Foged, Thomas Larsen og Christian Møller Nielsen.
- 8-0 over rækkens førerhold – hvad var vi lige vidne til her? Kampen sluttede 8-0, og ja FC Skanderborg havde nogle afbud, som de fortalte efter kampen, men det skal ikke tage den gode fornemmelse omkring kampen fra Gedved/Egebjerg-drengene, for det var en indsats på allerflotteste vis, og uden tvivl vores bedste kamp i denne sæson. Alt gik op i en højere enhed, og alle drengene ydede en fantastisk indsats, siger trænerne Adnan Suhonjic og Jan Larsen.