Genopbygningen af Tyra-feltet bliver forsinket



(arkivfoto)

TotalEnergies har den 3. august meddelt, at genopbygningen af Tyra forsinkes fra juni 2023 til vinteren 23/24. Danmark har fortsat mulighed for at importere gas fra Tyskland og får med idriftsættelsen af Baltic Pipe også mulighed for at importere gas fra Norge. Forsinkelsen medfører ikke en ændring af beredskabsniveauet.

Af Energistyrelsen

TotalEnergies har i dag meddelt, at genopbygningen af Tyra forsinkes fra juni 2023 til vinteren 23/24. Forsinkelsen betyder, at Danmarks afhængighed af gas fra det europæiske marked forlænges. Energistyrelsen har løbende været i dialog med TotalEnergies om genopbygningen af Tyra for at sikre, at genopbygningen foregår så effektivt som muligt.

”Forsinkelsen af genopbygningen af Tyra vil desværre forlænge vores afhængighed af gas fra det europæiske marked. Derfor har vi også været i løbende dialog med TotalEnergies for at sikre, at hver sten er blevet vendt i forbindelse med genopbygningen af Tyra. På nuværende tidspunkt ser vi stadig et europæisk gasmarked, der fungerer og en stigende lagerfyldning i Danmark. Forsinkelsen ændrer ikke på forsyningssituationen her og nu. Så længe det europæiske gasmarked fungerer, forventer vi at kunne forsyne danskerne og de danske virksomheder med gas, men forsinkelsen betyder, at vi i en periode vil være mere udsatte i tilfælde af reduktioner i gasforsyningen fra Tyskland.”, siger vicedirektør i Energistyrelsen, Martin Hansen.

Velfyldte lagre og mere biogas på vej

De danske gaslagre er ca. 85% fyldte, og Danmark lever således allerede nu op til EU’s målsætning om 80% lagerfyldning pr. 1. november 2022. Samtidig forventes den danske produktion af biogas at stige over de kommende år til en andel på ca. 75% af det samlede gasforbrug i Danmark i 2030.

Planer er klar, hvis der opstår gasmangel

Forsinkelsen medfører ikke en ændring af det nuværende beredskabsniveau. Energistyrelsen har en nødforsyningsplan klar, hvis der opstår en nødsituation i gasforsyningen, hvor markedet ikke fungerer, og der kommer gasmangel. Planen omfatter blandt andet, at 47 store gasforbrugende virksomheder i yderste konsekvens kan få afbrudt deres gasleverancer helt eller delvist i en periode for at sikre gas til opvarmning af boliger.

”Vi ved, at rigtig mange af virksomhederne er klar med alternativer til gas, og vi fortsætter ufortrødent vores dialog med virksomhederne om at finde løsninger. Vi mangler ikke gas i øjeblikket, og der er meget gas på lager. Men i tilfælde af et stop for russisk gas til Europa forventer vi, at der opstår gasmangel i flere lande i Europa til vinter. I Danmark står vi bedre end de fleste lande, fordi vi har meget grøn energi, men krisen kan også ramme os”, siger Martin Hansen.

Vi kan alle gøre en forskel

Energistyrelsen lancerede i slutningen af juni kampagnen ”Én ting er sikkert. Og det er grønt”. Det er en national energisparekampagne, der opfordrer danskerne til at spare på energien.

”Vi kan alle gøre en indsats for at spare på energien, og vi sætter os i en bedre situation for hver kilowatt-time, vi sparer. I sidste ende kan det have betydning for, hvor godt vi kommer igennem den kommende og den næste vinter”, siger Martin Hansen.

Det hjælper også at spare på strømmen, varme og varmt vand, selv hvis man ikke har naturgasfyr. Energisystemerne hænger sammen. Mange andre lande bruger rigtig meget gas til el-produktion, og hvis vi sparer herhjemme, kan vi sælge mere grøn strøm til dem.

  • De aktuelle forbrugerråd lige nu er:
  • Sommerluk varmeanlægget: Det kan spare op mod 5% af din årlige varmeregning. Det er op til cirka 1.300 kr., hvis du har gasfyr.
  • Brug tørresnoren: Det kan koste omkring 2.500 kr., hvis man har en C-mærket tørretumbler, der får lov at køre fire gange om ugen hele året.
  • Afkobl apparaterne derhjemme inden ferien: Især ældre apparater og apparater tilsluttet internettet kan have et højt standby-forbrug.

Generelt er det vigtigt at:

  • Tage kortere varme bade: Hvis man korter 5 af familiens ugentlige brusebade ned fra 15 til 5 minutter, kan man spare op mod 5000 kr. om året – alt efter hvilken varmekilde man har.
  • Flytte forbruget: Strømprisen varierer over tid, og når strømmen er billig, er den ofte mere grøn og mindre gas-baseret. Ved at time sit elforbrug kan man spare mange penge. På SparEnergi.dk kan man se strømpriserne time for time for det kommende døgn.
  • Isolere huset bedre. Et velisoleret hus bruger langt mindre energi end et hus med mangelfuld isolering.
  • Sparerådene vil løbende blive tilpasset den aktuelle sæson. Følg med og læs mere på SparEnergi.dk.
  • Fakta

  • Tyra er Danmarks største naturgasfelt. Ca. 90 % af naturgassen produceret i den danske Nordsø stammer fra Tyra.
  • Produktion af naturgas fra Tyra skulle efter planen genoptages i medio 2023.
  • Tyra skulle oprindeligt have været i drift i juli 2022, men blev forsinket som følge af COVID-19
  • Danmarks gaslagre er ca. 85% fyldte, hvilket opfylder EU-målsætningen om, at lagrene skal være 80% fyldte pr. 1. november.
  • Danmark erklærede den 20. juni ”Early Warning”, som er det første af tre kriseniveauer. Ved det sidste niveau laves der indgreb i markedet.
  • 380.000 husstande benytter i dag gas til opvarmning via gasfyr. Det svarer til ca. 800.000 danskere.
  • Over 1,8 mio. danske husstande har fjernvarme. 72% af al fjernvarme er grøn.
  • Danmark får ca. 25% af sin gas fra biogas.
     
Energistyrelsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024