Hej, Brædstrup!



Frank Knudsen, Lone Skriver og Janne Skov

Avisen markerer her i uge 15 et skifte, da hele postnummer 8740 Brædstrup nu får omdelt lokalavisen Østbirk Avis Østjydsk Avis helt gratis. Er man omfattet af ”Reklamer, Nej tak”, så kommer avisen selvfølgelig ikke i postkassen.

Af Jørn Kildall

”Vi har allerede to ugeaviser i Brædstrup, har vi brug for en mere?”, vil nogen måske spørge. På Østbirk Avis Østjydsk Avis har vi længe haft et ønske om at dække kommunens næststørste by med lokale nyheder og vi er hyppigt blevet spurgt om hvorfor vi ikke udkommer i Brædstrup-området.

Derfor har vi taget beslutningen om at få det sidste hjørne af Horsens kommune med i vores avisdækning og det er noget vi har set frem til.

Traditionelt er der masser af handel, fritidsaktiviteter og personlige relationer som binder egnen omkring Brædstrup sammen med de nærmeste byer og oplandet. Jeg ved af erfaring at der er masser af aktivitet i området som fortjener yderligere opmærksomhed fra Østbirk Avis Østjydsk Avis.

Avisen dækker det meste af Horsens kommune (se dækningskort) og vores opgave er primært at dække den dagligdag som foregår uden for Horsens by, i oplandet. Der bor 91.000 borgere i kommunen og en tredjedel – ca. 30.000 mennesker – har bopæl i oplandet.

Østbirk Avis Østjydsk Avis kan i 2024 fejre sin 100-års fødselsdag som privatejet lokalavis. Avisen er en sammenlægning af Østbirk Avis og Østjydsk Avis (Hovedgård), og den udkommer i mere end 16.000 eksemplarer hver uge. 

Stor geografisk dækning – avisen dækker bredt

Vores geografiske dækningsområde er stort og strækker sig fra Sdr. Vissing i nordvest, syd om Mossø og østpå til Hylke. Herfra går området sydpå mod Sondrup strand og følger Horsens fjord ind til Stensballe. Der slås et sving, nord om Horsens by og der fortsættes vestpå til 8740 Brædstrup. Dækningsområdet er på 20 x 40 km… så vi dækker bredt!

Hvad sker der i Brædstrup? Det ved du!

Som redaktør på avisen forsøger jeg at følge med i hvad der foregår af stort og småt i vores dækningsområde – men det er ikke alt som kommer til mit kendskab. Derfor sætter jeg stor pris på at læserne og annoncørerne kontakter avisen og fortæller hvad der sker af stort og småt i området.

Husk at ingen historie er for lille! En lokalavis bringer lokale historier som er relevante og vedkommende for dem som bor i området. Derfor dækker Østbirk Avis Østjydsk Avis dækker alt fra frimærkeklubbens generalforsamling, over lokalsporten, spejderne, kulturen – til lokalpolitik, erhvervslivet og livet generelt… derfra hvor vores læsere bor og lever.

Læs avisen før alle andre

Østbirk Avis Østjydsk Avis har en moderne hjemmeside som dagligt bringer nyheder fra vores område. Her kan du også tilmelde dig vores elektroniske avis – helt gratis – og modtage den i indbakken hver tirsdag inden den lander i postkassen.

Du finder også Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook hvor vi bringer artikler fra hjemmesiden – her er læserne gode til at kommentere og indgå i debatter om lokale emner. DU er selvfølgelig inviteret til at deltage.

Jeg håber at du vil tage godt mod Østbirk Avis Østjydsk Avis og hjælpe os med at falde godt til i 8740 Brædstrup. Du er altid velkommen til at kontakte avisen på telefon 7578 1011 eller på e-mail post@oestbirk-avis.dk – jeg glæder mig til samarbejdet med Brædstrup.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024