Foto: Franseska Mortensen
Hvad sker, når poesien griber ind i den rå hverdag og får dig til at glemme skindanorakken? Når bølgerne rejser sig tyve meter over båden, og den næste der kysser dig, er en fisk, der nipper til iskolde læber? Når fisken hvisker omaunu og måske mener død?
Når månen får dig til at længes også efter den, du bor sammen med?
Når det vigtigste af alt ikke længere er månen eller Mars, men en mørk fløjlskjole?
Teksterne kommer fra to bøger af den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson (nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange): Himmerige og helvede og Sommerlys og så kommer natten.
Musikken er nordisk folkemusik og kormusik og sange af Helle Hansen, Björk, Hedningarna og Sting.
Forestillingen er skabt af Jørgen Andersen og Ursula Wyller i samarbejde med ensemblet, og er en videreudvikling af ”Songs of the cold seas” lavet af Catarina Bosæus, Ursula Wyller og Boreas korteater i 2013.
Vi fortsætter vores rejse med at undersøge, hvorledes musikken kan få krop, kroppen kan få stemme og scenen blive et univers, som deles med publikum.
Boreas er nordenvindens gud i den græske mytologi. Han er bomstærk, skægget og ilter og ejer tolv hopper, som kan løbe hen over en moden kornmark uden at knække et eneste aks. Denne blanding af blidhed og kraft, samt det nordiske univers, har givet os vores navn.
Vi har gennem godt 15 år skabt vores egen teaterform, som vi kalder korteater. Det er forestillinger, vi laver helt fra bunden, hvor korsang, fysisk teater og litterære tekster er sammen om at fortælle en historie.
Musikalsk favner vi bredt men har udgangspunkt i et nordisk univers, hvor både jazz, lidt pop, folkemusik og nordisk/ klassisk korlyrik indgår. Omaunu - Tales of the Cold Seas er vores ottende forestilling.
Da COVID -19 kom til DK i marts -20, var vi tæt på premiere for forestillingen. I stedet for at lukke helt ned, har vi valgt at omarbejde forestillingen ved at bruge myndighedernes skiftende retningslinjer for smitteværn som dogmer for det teatrale udtryk.
Vi glæder os derfor rigtig meget over at få komme ud og at spille for jer!
Kærlige hilsner Boreas Korteater
v/ Jørgen Andersen, musikalsk leder og Ursula Wyller, iscenesætter og instruktør
FORELØBIG SPILLEPLAN:
29.8.21 – Tyrsted - Uth Sognehus
11.9.21 – Gedved Kultur og Medborgerhus (støttet af Horsens kommune, Kulturpuljen)
9.10.21 – Koch skole, Aarhus
28.10.21 – Hinnerup Bibliotek og Kulturhus