Til Glud Museums Høst- & Markedsdage rykker de gamle traktorer og høstredskaber ind på museet. Her kan I se den store udstilling af landbrugsmaskiner fra de gode gamle dage. Få evt. En snak med traktorfolkene, som brænder for de gamle maskiner og oplev når de gamle traktorer og redskaber kører i marken.
I Museets store legeområde er der masser af gammeldags legetøj og børneværten står klar til at hjælpe og fortælle gode historier. Kan du fx balancere på stylter, holde gang i tøndebåndene eller slå dine forældre i et spil kegler?
I de historiske bygninger kan I møde de arbejdende værksteder, når de viser deres kunnen ud i husflid og håndværk eller lade jer inspirere i rækken af husflidsboder.
Gårdsangerne underholder børn og voksne med at spille de sange, som vise- og gårdsangerne førhen rejste omkring og spillede til markeder i gamle dage, og sangen krydres med instrumenter som bl.a. ske, sav og vaskebræt. Når bentøjet bliver ømt af at gå rundt på det store område, er der mulighed for at slå sig ned i det store cafételt, hvor museets frivillige sælger frokost, øl, vand, kaffe og kage. Har kan man så tage sig et lille hvil, mens livet summer videre på pladsen og musikken spiller.
- Efter et år, hvor vi måtte aflyse pga. restriktioner, er vi glade for, at det igen er muligt at opleve de gamle maskiner og veterantraktorer, høst med le på museumsmarken og de hyggelige husflidsboder til de traditionsrige Høst- & Markedsdage på Glud Museum. Det er Nogle festlige dage, hvor gårdsangerne skaber stemning med deres sang og hvor museets mange frivillige bidrager til at skabe den særlige og gode stemning, som kendetegner de to udstillingsdage, fortæller Lola Wøhlk Hansen, museumsinspektør på Glud Museum.
På Glud Museum er der masser af plads både ude og inde og vi overholder gældende restriktioner. Se hvad der gælder på dagen og læs mere på Glud Museums hjemmeside.
Høst & Markedsdage er tilbage d. 7. og 8. august 2021!