Horsens Fjord – Det er nu, vi skal handle!



Horsens Fjord. (Foto Jørn Kildall)

DEBAT - Ingen borgere i Horsens Kommune kan være i tvivl om, at vores fjord har en miljømæssig udfordring, der kræver handling nu.

Af Jan Koborg Olsen, Susan Gyldenkilde, Anders Vaagan og Birthe Knudsen
Medlemmer af Bæredygtighed, Natur og Klimaudvalget, Horsens Byråd

Ifølge Miljøministeriets tal ledes der årligt ca. 790 tons kvælstof ud i fjorden. Det er voldsomme mængder, og det ødelægger fjorden.

Vi skal reducere kvælstofudledningen med 208 tons i den indre fjord, hvis vores efterkommere skal have nogen som helst glæde af den.

Kvælstoffets kilder er velkendte, og her er de faktuelle tal: Landbruget står for 69 % af udledningen, naturen bidrager med 22 %, spildevand med 5 %, og 4 % kommer fra andre kilder, herunder dårlig kloakering, som alene står for 2 %.

Enhver kan se, at landbruget spiller en afgørende rolle i at vende udviklingen. Socialdemokraterne i Horsens Byråd vil rigtig gerne finde løsningerne i samarbejde med landmændene.

Men det kræver handling, jo før jo bedre.

I trepartsaftalen, som er indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening m.fl., er der afsat 40 mia. kroner til at udtage omkring 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde samt rejsning af 250.000 hektar skov på landsplan.

Inden den 31. december 2025 skal vi i byrådet tage beslutning om udtagelsen af ca. 5.400 hektar lavbundsjorde i Horsens Fjord-området.

Det er en super god aftale for fjorden og naturen, men tiden er knap.

Derfor ser vi frem til, at både landmændene og et samlet byråd smøger ærmerne op og kommer i gang med arbejdet.

Fremtiden for Horsens Fjord ligger i vores hænder, og vi har et fælles ansvar for at handle nu.
 

Jan Koborg Olsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024