Horsens Holder er klar med første dele af programmet: Festlig familieåbning og nyt skoleprojekt om klimaet



Prinsesse To Ben, musiker Malene Kjærgaard og savkunstner Søren Brynjolf er bare nogen af dem, du kan opleve, når Horsens Holder skydes i gang den 6. juni 2024. (Pressefoto)

HORSENS - Jazz i børnehøjde, trylleri, kunst med motorsav, gratis pizza, glimmer og en lyserød fe er noget af det, man kan opleve til åbningen af Horsens Holder 2024. Som noget nyt byder festugen i år på et klimaløb for nogle af kommunens skoler under titlen 'Horsens Holder med kloden'.

Af Horsens Kommune

Det er med familien i fokus, når den officielle åbning af Horsens Kommunes festuge Horsens Holder finder sted på Torvet i Horsen torsdag den 6. juni. Festugen er en tilbagevendende begivenhed hver sommer siden 2022, hvor lokale kulturaktører, foreninger og borgere står bag de mange arrangementer.

- Jeg er stolt over, hvor meget, der er at vise frem i Horsens. Festugen hylder den mangfoldighed, der er i Horsens Kommune med et program, der rammer alt fra byens yngste til de ældre borgere i blandt andet et nyt skoleprojekt, familieåbning, Foreningernes Arena og AlderBedst, siger borgmester Peter Sørensen.

Festuge-åbning i børnehøjde

Festugen skydes i gang, når Peter Sørensen traditionen tro afholder sin åbningstale. Herefter fremføres Horsens Holders familievenlige åbningskoncert, hvor Malene Kjærgaard tager publikum med på en interaktiv musikalsk rejse kaldet 'Jorden Rundt'.

Koncerten vil gennem farver, lyde, stemninger og indtryk fortælle historier fra rundt omkring i verden med budskabet om, at klodens børn har meget tilfælles. 'Jorden Rundt' blev i 2020 tildelt DMA Børnejazzprisen og 2021 Carl Prisen for 'Årets komponist - børnemusik'.

Under åbningen kan man desuden opleve en vaskeægte savkunstner, når der skal 'speedcarves' med Søren Brynjolf, der er kendt fra tv-programmerne 'Linde på Langeland' og 'Danmark har Talent 2017'. Søren Brynjolf vil med sine motorsave skabe udskæringer i træ, der bliver til et kunstværk specifikt skabt til Horsens Holder.

Masser af aktiviteter og fantasi

Rundt på Torvet vil der være trylleri, ballondyr, dans, leg, jonglering, ansigtsmaling og gratis pizza, og man vil møde den lokale tryllekunster og spasmager, Mikkel Rugholm, Fairywork's to fantasifulde karakterer Prinsesse To Ben og enhjørningen Dennis samt Glimmermarie, som vil male eventyrlige designs med ansigtsmaling. På pladsen vil Karen Jeppe Gruppe-spejderne stille den lille sult, når de bager gratis pizza til børnene og uddeler årets program.

- Vi glæder os til endnu en stor åbningsfest til Horsens Holder, og vi håber at se rigtig mange gæster både her og til resten af festugen. Under alle fire dage vil man kunne møde både det festlige, det sjove, det lærerige og i det hele taget bare masser af arrangementer og oplevelser med fokus på at vise Horsens frem med alt det, vi kan med fællesskaber, kunst og kultur. Det er en sej by, vi bor i, siger Michala Mellson, der er projektkoordinator i kultur- og eventafdelingen i Horsens Kommune.

Man kan læse mere om de enkelte arrangementer under åbningen på Horsens Holders hjemmeside, hvor der også løbende vil blive offentliggjort indslag på tværs af festugen.

Nyt initiativ med skoleprojekt

Som noget nyt inviterer Horsens Holder i år kommunens skoler ind til bymidten til et klimaløb med titlen 'Horsens Holder af kloden'. Projektet udspringer af et tværfagligt, kommunalt samarbejde mellem blandt andre Kultur og Event, Sund By, Horsens Kommunes Biblioteker samt Klimasekretariatet. Projektet har til formål at formidle viden om klimadagsordenen gennem et udvalg af workshops til elever på 3.-6. årgang i kommunens skoler.

Vi er sammen om kulturen

- Horsens Holder er sat i verden for at skabe en nutidig festuge, hvor vi som by er sammen om kulturen. Derfor giver det rigtig god mening at samtænke det, vi kan på vores områder - med et væsentligt emne som klima som omdrejningspunkt, siger Stinne Louise Schwartz Stavnskær, der er projektkoordinator i kultur- og eventafdelingen i Horsens Kommune.

På programmet er seks workshops, hvor børnene kan beskæftige sig med klimavenlige løsninger i dagligdagen. De vil blandt andet kunne lære, hvordan man kan minimere engangsemballage, når madpakken skal laves, hvordan man kan forlænge levetiden på tøj, og hvordan man kan gentænke gamle ting og give det nyt liv. Børnene har også mulighed for give deres bidrag til det, der skal blive Horsens Holders klimasang.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024