Jan Skat Riishøj
Formand for Nye borgerlige i Horsens
At kommunerne mangler vilje til at leve op til serviceloven, er de fleste vist bekendt med.
Af Jan Skat Riishøj
Formand for Nye borgerlige i Horsens
Ryvej 5, 8752 Østbirk
Her er Horsens kommune nok hverken bedre eller dårligere end de fleste andre kommuner, men hvor ville det være befriende, hvis Horsens kommune gik foran med et godt eksempel, og som det fyrtårn som det ledende Socialdemokrati gerne vil være. Det er imidlertid desværre ikke tilfældet.
Kommunen blamerer sig gang på gang i misforstået spareiver, der efterlader handicappede borgere og deres familier uforstående i kølvandet. Et velfungerende samfunds værdi kan måles på den måde, det behandler de allersvageste på.
Seneste eksempel, der er kommet til mit kendskab, er en familie, der har fået afslag på et sæt nye dæk til barnets elektriske kørestol. En kørestol som er fuldstændig afgørende for, at barnets og familiens hverdag kan fungere.
Jfr. serviceloven §4 stk. 5 fremgår det, ”at der ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end én årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning.”
Dette har familien efterlevet, og da der blev behov for endnu en udskiftning, fik familien afslag, hvor sagsbehandleren endnu engang henviste til og præciserede §4 stk. 5, som ovenfor beskrevet.
Sagsbehandleren gjorde sig ikke engang den ulejlighed at spørge ind til, om familien selv havde betalt for en første udskiftning, og om der var tale om udskiftning nummer 2.
Kære borgmester, synes du selv, at vi kan være dette bekendt i Horsens kommune?