Efter 53 år i Hovedgård skal der nye kræfter til hvis Red Barnets aktiviteter i Hovedgård skal fortsætte. Alle frivillige er godt oppe i årerne og gennemsnitsalderen har passeret 70 år, så man leder stadig efter yngre eller friske kræfter som vil være med i det frivillige arbejde.
Lørdag formiddag mødte vi Helga Zacho i Red Barnets flotte butik på Horsensvej der er en af de frivillige, som passer butikken denne dag.
Butikken må være ethvert barns vildeste drøm – her er skønt legetøj i alle afskygninger og det bedste er, at alt er pakket ud og lige til at lege med. Udover legetøjet hænger der også masser af lækkert børnetøj som næsten er helt nyt og meget flot at kigge på.
Helga Zacho kan fortælle at man har lagt mange kræfter i at finde nye frivillige som vil føre Red Barnets aktiviteter videre i Hovedgård, men det er svært… næsten umuligt at trække nye til:
- Vi har alle været frivillige i Red Barnet i mange år og jeg har været med i 20 år, her i Hovedgård. Vi mangler ganske enkelt en eller flere personer som vil stå i spidsen for aktiviteterne i Hovedgård. Vi mangler nogle med flere kræfter end vi gamle har til at tage føringen. Vi gamle skal nok hjælpe med alt vores erfaring med at sætte de nye ind i tingene – det er jo ikke sådan at vi bare smutter, for vi kan jo godt lide arbejdet med Red Barnet.
Red Barnet mangler en til at stå i spidsen
Red Barnet arbejder for at alle børn har retten til en tryg og god opvækst. For at give børn i Danmark og resten af Verden et bedre liv. Red Barnet kæmper for at børns rettigheder bliver overholdt.
Red Barnets butik er en mønsterbutik og bliver ofte fremhævet som eksemplet til efterfølgelse i organisationen. Helga Zacho og foreningens formand Dorte Frederiksen, samt de øvrige medlemmer håber alle på at gode mennesker vil træde frem inden lokalforeningen lukker 1. januar 2021 – fordi arbejdet at så vigtigt for børn i Danmark og resten af Verden.
- Vi står i en situation der er lidt ligesom et fodboldhold som mangler en træner – en til at stå i spidsen fremover. Det er en underlig situation, for butikken har faktisk en rigtig god omsætning og vi ved at vores kunder rigtig glade for butikken og vores aktiviteter. Nu håber vi på at der sidder nogen som melder sig i sidste øjeblik så vi kan fortsætte vores aktiviteter, til gavn for alle børn, afslutter Helga Zacho.
Mød Red Barnet lørdag 7. november
Red Barnet har masser af gode ting på lager og i gemmerne, derfor afholder man loppemarked lørdag 7. november klokken 10 -13 på stationspladsen i Hovedgård. Her kan du komme og se de mange gode sager – og købe dem til små penge, og være med til at støtte børn i hele Verden.
De frivillige står også parat til at svare på spørgsmål om foreningen og aktiviteterne, og håber selvfølgelig på, at der dukker mennesker op som kunne have lyst til at være med i lokalforeningens aktiviteter, så Hovedgård fortsat kan hjælpe børnene i mange år fremover.
Kildall