Hyggelig datajonglering i Brædstrup



Det sociale fylder meget når deltagerne mødes i datastuen på Søndergaarden. (foto Jørn Kildall)

Kommunes største datastue ligger i Brædstrup og har til huse på Søndergaarden. Men hvad er en datastue og hvorfor kan man tiltrække 80 kursister hver uge? Læs artiklen og bliv en smule klogere på det.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Udviklingen inden for IT eller EDB som det også hedder, har de sidste 30 år foregået med lynets hast og har man ikke været med fra begyndelsen, kan det være svært at sætte sig ind i de mange muligheder. Oveni det kommer der mere og mere selvbetjening hos myndigheder og pengeinstitutter – desuden er der også faren for at blive snydt eller ”hacket” i den digitale verden.

Det er her Datastuen kommer ind i billedet. Der er en række datastuer rundt om i Horsens kommune og den største målt i antal medlemmer befinder sig Brædstrup. Datastuen i Brædstrup er en forening som har til formål at vejlede og rådgive seniorer (60+), pensionister og efterlønsmodtagere bosat i Horsens Kommune i at bruge computer og It.

(foto Jørn Kildall)

Her er masser af hjælp at hente

Datastuen begyndte i år 2000 og kan tilbyde de mere end 80 medlemmer/deltagere 10 forskellige kurser og man kommer i kyndige hænder, da man har vejledere indenfor de mange områder som man underviser i.

Der er hjælp til de grundlæggende ting man har brug for i hverdagen som hvordan man bruger sin computer, tablet eller smartphone. Mange tager billeder og ønsker at fremstille fotobøger hvilket der også er kursus i og slægtsforskning er også på programmet.

Det sociale fylder meget

Det sociale står meget højt på dagsordenen og kaffepausen og snakken hen over bordet er vigtigt for alle som deltager i kurserne. Der er en god stemning og masser af praktisk hjælp at få.

Der er mere end 20 vejledere tilknyttet datastuen og alle har praktisk erfaring fra deres arbejdsliv og alle hjørner bør være dækket.

Datastuen hører ind under paragraf 18-puljen og Sund By, hvilket betyder at man modtager et mindre tilskud fra Horsens kommune til driften af Datastuen. Der er fint udstyr i lokalerne på Søndergaarden så udstyret altid er tidssvarende og dette skyldes blandt andet at VELUX Fonden har doneret en del af udstyret.

På datastuens hjemmeside www.datastuen8740.dk kan man læse om foreningen, aktiviteterne og om hvilke kurser som der afholdes i øjeblikket. Bestyrelsen opfordrer alle seniorer til at kigge ind og måske blive lidt klogere på det der EDB!

Fra venstre: Peter Damgaard (formand), og to af vejlederne Hans Rasmus Hansen samt Birger Jensen. (foto Jørn Kildall)

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024