Tinghuset i Brædstrup danner rammen om en udstilling med flere kunstarter i week-enden fredag den 9. januar til søndag den 11. januar.
Fra 10 tons til få kg i stenskulpturer. Ole Richer der er stenskulptør har beskæftiget sig med stenkunst og broncheskulpturer i 15 år.
Ole har udstillet i mange kirker, gallerier og kunstforeninger i Danmark. Han har modtaget undervisning af billedhuggerne Magnus Krogh og Alice Dyrhol Jensen og desuden gået på kunstakademiet i Århus.
Merete Lundvig er pensioneret billedkunstlærer. Hun maler ofte akvarel ude i det åbne landskab og udtrykker sig i et poetisk formsprog, der skaber forudsætningen for hendes Zoombilleder, der er malet med spartel og akryl i farvemættede abstraktioner.
Merete har deltaget i flere censurerede udstillinger og uddannet sig, på Århus Kunstakademi og utallige kurser i hele Norden.
Kirsten Gissel er landskabsmaler og rejser ofte til landene omkring Middelhavet hvor hun maler under åben himmel for at få den rette stemning og farver med ind i maleriet. Kirsten designer og laver også stensmykker. Hun har udstillet i mange gallerier og kunstforeninger i Danmark, og flere europæiske lande. Det er 3. gang Kirsten udstiller i Tinghuset, hver gang med forskellige kunstnere. Man kan læse mere på www.gissel-art.dk
Brædstrup Frimærke- og Møntklub holder fællesudstilling med kunstnerne. Klubben mødes jævnligt i vinterhalvåret i Tinghuset for at købe, sælge og bytte. Medbring gerne egne frimærker og mønter og få en hyggelig snak med medlemmerne.
Helen Lander og Sonja Svendsen spiller og synger jazzballader til ferniseringen, der afholdes fredag den 9. januar kl. 15 til 18. Der bydes på lidt til ganen.
Lørdag og søndag er der åbent fra kl. 11-16. Kunstnerne vil være til stede i hele åbningstiden. Udstillingen er gratis og alle er velkomne.