LÆSERBREV - Flæskesteg, and, medister, brunkager, konfekt, risalamande, gløgg og julebryg. Det er svært at tænke på julen uden også at tænke på mad.
Af Laila Walther, direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Netop det gør december svær for de 75.000 mennesker i Danmark, som lider af en spiseforstyrrelse, og deres nærmeste pårørende. Hvordan gør man julen hyggelig – eller i hvert fald tålelig – for et menneske med forstyrret spisning, uden at ødelægge den for resten af familien?
I vores rådgivning får vi her i december henvendelser fra både ramte og pårørende, der går med netop det spørgsmål.
Til jer, der skal holde jul med et menneske med en spiseforstyrrelse, har vi derfor otte gode råd, som vil gøre julen lettere at komme i gennem for deres kære:
- Hold jul, som I plejer, men lav alternativer, som den, der er ramt af en spiseforstyrrelse, har det godt med at spise.
- Lav juletraditioner, der ikke inkluderer mad.
- Respekter, hvis vedkommende ikke har lyst til at være med.
- Planlæg julen sammen og lav aftaler på forhånd.
- Kommentér ikke på vedkommendes spisning.
- Vis, at du støtter og gerne vil forstå.
- Kommentér ikke på din egen vægt, eller hvor meget du spiser.
- Ring til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818, hvis du har brug for hjælp. Vores rådgivning holder åbent til og med 21. december, og telefonerne er åbne igen den 27. og 28. december.