![](/sites/default/files/styles/media_image/public/2025-02/IMG_0662.webp?itok=4NySswsC)
Midt i Århus’ gader – Konfirmanderne samlet foran den imponerende Domkirke. Smil, blå himmel og godt humør satte rammen for en dag med store oplevelser.
Torsdag drog alle konfirmanderne afsted sammen med præsterne Mette Bock og Lone Buhl samt fire frivillige voksne. Turen gik til Århus – og først på programmet var en særlig byvandring, en såkaldt Poverty Walk.
Tekst og foto Lone Buhl Pedersen
Grupperne blev fulgt rundt af hjemløse guider, der delte ud af deres livshistorier. De fortalte om, hvordan livet havde formet sig – eller måske nærmere afsporet sig.
Den ene guide fortalte om sin ungdom på en Tvind-efterskole. Et ophold, der blandt andet bød på tre måneder i Marokko. Her kostede hash en krone pr. gram. Og da eleverne vendte hjem, røg 105 ud af 108 elever hash.
Livet gjorde ondt – hvad gør man så? Man går hjem og bliver trøstet af sine forældre. Men hvad hvis der ikke er nogen forældre at gå hjem til? Så blev trøsten hash. Snart blev det stoffer. Og siden blev gaden et hjem.
![](/sites/default/files/styles/media_image/public/2025-02/IMG_0675.webp?itok=olJScvxG)
Mødet med 'Boy' – Et af ARoS’ mest ikoniske kunstværker fascinerede konfirmanderne. Den enorme skulptur skabte både grin og undren – hvordan kan noget så stort se så menneskeligt ud?
"Jeg vil aldrig nogensinde se jer igen"
Konfirmanderne blev vist rundt til steder, hvor de hjemløse holder til. Det var råt og ærligt. Slutteligt sagde den ene guide:
"I må ikke sige på gensyn. Jeg vil aldrig nogensinde se jer igen. Jeg håber aldrig, I ender her. Her er hver dag en kamp. Der er masser af penge i spil, men ingen er rige. Ingen bliver gamle her."
![](/sites/default/files/styles/media_image/public/2025-02/IMG_0669.webp?itok=LQyy0evK)
Blå toner og højt humør – Rundturen på ARoS bød på en tur gennem regnbuen. Her i den blå del, hvor udsigten over Århus fik et magisk skær.
Kunst og refleksion på ARoS
Efter den barske start gik turen videre til ARoS. Her blev konfirmanderne igen delt op i grupper og guidet rundt i museets religiøse kunst. Selvfølgelig blev der også tid til at se ARoS’ varemærke – Boy.
En dag fuld af indtryk. Nogle svære at ryste af sig.