(privatfoto)
Corona-situationen får Lions Brædstrup til at aflyse det årlige bankospil på Hotel Pejsegården søndag den 6. marts 2022.
Selvom Covid-19 ikke længere skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, og stort set samtlige restriktioner fjernes, ser Lions Brædstrup sig desværre nødsaget til for andet år i træk at aflyse sit bankospil, der hvert år siden starten i 1984 har været afholdt på Hotel Pejsegården.
Hvordan smitten udvikler sig, og hvordan situationen ser ud på tidspunktet for afholdelse af bankospillet, kan vi selvfølgelig kun gisne om, men med et forventet fortsat højt smittetal i foråret, finder vi det, på trods af de nu ændrede restriktioner, ikke trygt at gennemføre et indendørs arrangement med op imod 300 deltagere.
Da hele setuppet med bl.a. salg af annoncer, indsamling af gevinster samt det meget omfattende arbejde med afvikling af selve bankospillet, samtidig kræver lang forberedelse, ser vi det desværre heller ikke tidsmæssigt praktisk muligt at gennemføre arrangementet.
Det er dog med blødende hjerte, at vi igen må aflyse vores bankospil, udtaler formand for bankoudvalget i Lions Brædstrup Jens Bølling-Ladegaard.
Bankospillet har hvert år samlet mange forventningsfulde bankospillere til en hyggelig eftermiddag i den store sal på Hotel Pejsegården i håbet om at få del i de mange gevinster, som Brædstrup by og omegns forretnings- og erhvervsdrivende gennem årene så velvilligt har sponseret til fordel for det humanitære arbejde i Lions.
Udover, at bankospillerne kommer til at mangle den hyggelige søndag både socialt og spændingsmættet, har det også stor betydning for Lions Brædstrups muligheder for at tilgodese de ansøgninger om hjælp, som vi modtager.
Bankospillet har i mange år været klubbens største pengegivende aktivitet, og har gjort det muligt for os, udover donationer til nationale og internationale projekter, i særdeleshed at støtte og hjælpe aktiviteter i lokalsamfundet udtaler Jens Bølling-Ladegaard.
Den manglende indtægt fra bankospillet får selvfølgelig betydning for antal og størrelse for de kommende donationer, men det skal dog ikke afholde ansøgere fra at kontakte os.
Jens Bølling-Ladegaard ser frem til, at bankospillerne den første søndag i marts 2023 igen er klar til Lions Brædstrups traditionsrige bankospil, og håber samtidig, at de forretnings- og erhvervsdrivende også til den tid igen er velvillig indstillet på at støtte op om bankospillet.