Ny udmugningsmaskine giver bedre arbejdsmiljø i Molger Rideklub



Næstformand Dan Jeppesen (tv.) og en repræsentant fra Danshaker fejrer den nye udmugningsmaskine med en stor, rød sløjfe. Med støtte fra Nordlys Fonden har Molger Rideklub investeret i bedre arbejdsmiljø og hestevelfærd. (Privatfoto)

Med støtte fra Nordlys Fonden har Molger Rideklub investeret i en ny udmugningsmaskine, der gør hverdagen lettere for ansatte og frivillige – og samtidig gavner hestene.

Af Jørn Kildall

Der er gode nyheder fra Molger Rideklub, hvor hverdagen nu bliver en smule lettere for både mennesker og dyr. Med økonomisk støtte fra Nordlys Fonden har klubben anskaffet en ny Danshaker udmugningsmaskine, som forbedrer både arbejdsmiljøet og staldforholdene.

– Vi er utroligt taknemmelige for støtten fra Nordlys Fonden. Maskinen gør det daglige arbejde lettere for vores personale og frivillige, og samtidig reducerer vi vores forbrug af strøelse. Som en ekstra bonus får hestene en endnu blødere og mere komfortabel bund at stå på, fortæller næstformand Dan Jeppesen.
 

Den nye Danshaker udmugningsmaskine er nu på plads i stalden hos Molger Rideklub. Maskinen vil lette det daglige arbejde og give hestene en renere og mere komfortabel bund at stå på. (Privatfoto)

Mere effektiv stald – gladere heste

Den nye maskine er ikke kun en fordel for dem, der arbejder i stalden. Også hestene får glæde af den forbedrede udmugning, som sikrer et renere og sundere miljø. Derudover betyder den mere effektive rengøring, at klubben kan optimere driften og spare på ressourcerne.

– Udmugningsmaskinen er en vigtig del af vores mål om at sikre en bæredygtig og effektiv drift, hvor både mennesker og heste trives. Med denne investering tager vi endnu et skridt i retning af et stærkere og sundere miljø for alle, der bruger vores faciliteter, siger Dan Jeppesen.

Med den nye investering kan Molger Rideklub se frem til en lettere og mere bæredygtig hverdag, hvor både ansatte, frivillige og heste får bedre forhold.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024