Nyistandsat Yding kirke genåbner 1. søndag i Advent!



En række arbejder med istandsættelse af Yding kirke er nu fuldført, så menighedsrådet inviterer alle til genåbning af kirken søndag den 2. december kl. 19.30. Menighedsrådet glæder sig til at kunne fremvise en flot nyrenoveret kirke. 

Der vil også være koncert med ”Rune Herholdt & The gospel Brothers”, buffet i våbenhuset med mad og drikke, og så skal vi tage afsked med graver Frits Møller Andersen som efter 14 års ansættelse går på efterløn!

Menighedsrådet har i en årrække arbejdet med en helhedsplan for kirkens istandsættelse omfattende ny farvesætning og maling af alt inventar og indvendige bygningselementer. En anlægsbevilling fra Horsens provsti har muliggjort at alle arbejderne kunne udføres. Arkitekter på opgaven har været Vilhelmsen, Marxen og Bech-Jensen A/S, Aarhus, og konservator har været Bent Jacobsen, Horsens.

Nationalmuseet anbefalede at inventaret bevarede sit unikke udtryk og farve, nemlig egetræsådret, som oprindeligt fra 1865, hvor skib og kor blev nyopført. Dette er blevet fulgt med et meget flot resultat.

Alterbilledet er istandsat af konservator, som ligeledes har frilagt og restaureret det gamle alterbord, samt den gamle altertavle. Prædikestol, lydhimmel, alterskranke, orgelpulpituret, salmenummertavler, salmebogsreol, kirkebøsse, døre og trapper, samt kassettelofterne er blevet nymalet.

Der er syet nye hynder til bænkene, knæfaldet er blevet ompolstret med nyt betræk og med ny knæleskammel. Og så er der blevet opsat ny og forbedret belysning i koret og under orgelpulpituret. Som den sidste del af Yding kirkes renovering er altertæppet blevet repareret og alt messingtøj pudset og lakeret.

Menighedsrådet glæder sig til at invitere alle til en festlig aften i Yding kirke 1. søndag i Advent. Vel mødt.

Yding menighedsråd
Jan Hougaard

Lignende artikler

Jan Hougaard

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024