Genåbning af historisk præstegård: Fortidens hemmeligheder møder fremtidens visioner i et hus, hvor kultur, historie og moderne nyskabelser flettes sammen i et unikt samspil midt i hjertet af Sneptrup.
Af Trine Bredahl Nissen, sognepræst i Ovsted-Tåning-Hylke Pastorat
Når en dør lukker sig, åbner en anden. Sådan skal en berømt opfinder engang have sagt. Og nu får du muligheden for at træde ind bag døre, der ellers er lukkede for offentligheden, når menighedsrådet ved Ovsted, Tåning og Hylke kirker den 23. september åbner op til den smukke bindingsværksgård på Sneptrupvej 4, der i knap 600 år fungerede som bolig for områdets præster.
Et hus fuldt af gode historier og fun facts
Man mærker straks, at huset fra 1747 er noget særligt, når man træder over dørtærsklen. Bygningens fine detaljer og de mange værelser emmer af historiens vingesus, og flere farverige fortællinger knytter sig da også til stedet og dets tidligere beboere. For eksempel forlyder det, at huset engang summede af stemmerne fra de ikke mindre end 13 børn, som en forgænger i præsteembedet var far til. Et andet kuriosum er, at her engang var indrettet et lav-rum i en af stuerne, fordi en anden af fortidens præster var fritids-botaniker og ivrig samler af danske og nordiske arter. Det siges, at lugten af lavplanter var ret speciel og hang i rummene i mange år…
Hvad nu? Dit påfund er velkomment i idé-postkassen!
Det er altså virkelig et stykke kulturarv, der ligger omgivet af bakker, skov og marker. Sådan en perle vil menighedsrådet meget gerne dele, så folk fra nær og fjern kan få glæde af den, og med motorvej E45 lige i baghaven er der let adgang for besøgende i Sneptrup. Det er en unik mulighed, at huset ikke længere er bolig for sognenes præst – en mulighed for at nye døre kan åbne sig, og at værelserne, laden og haven kan komme til at summe af stemmer og liv på en ny måde. Men hvad skal de mange gode rum i det 45 meter lange stuehus mon bruges til?
Programmet for dagen
Foreløbig åbnes dørene den 23. september, og du inviteres indenfor til et festligt program:
- 11.00: Dørene åbnes til den gamle præstegård på Sneptrupvej 4, 8660 Skanderborg
- 11.15: Skov- og lydvandring på Præstegårdsstien
- 12.30: Koncert med Koret på Toppen
- 14.00: Forestillingen ”Glade bæredygtige dage” ved Teateret Svalegangen
- 15.00: Musiker Johannes Smed fortolker E45
- 16.00: Muzungu Kichaa med band
Imellem programpunkterne kan man snuppe lidt at spise og drikke i pop-up caféen og gå på opdagelse i huset og i laden, hvor lokale musikere, kunstnere og kulturfolk byder på oplevelser for enhver smag, eller deltage i præstegårdshavens udendørs aktiviteter for legebørn i alle aldre.
Om stuerne engang igen skal danne ramme om en udstilling af dansk og nordisk lavplanter, er et åbent spørgsmål. Måske har du et bedre påfund? Så er du mere end velkommen til at give lyd eller putte en seddel i vores idé-postkasse i Sneptrup den 23. september!