Niels Peter Bøgballe, byrådsmedlem (S), fmd. Børne- og dagtilbudsudvalget
DEBAT - I Socialdemokratiet er vi meget optagede af, hvordan vi kan skabe de bedst mulige forhold for vores børn.
Af Niels Peter Bøgballe, Munksbakke 33, 8700 Horsens, byrådsmedlem (S), fmd. Børne- og dagtilbudsudvalget
Derfor er vi også glade for at have siddet for bordenden på flere politiske aftaler og beslutninger, som gør at vi kan prioritere flere penge til at udvide de fysiske rammer og ansætte mere pædagogisk personale til vores børn i vores børnehaver og vuggestuer og som dagplejere.
Vi har lige åbnet nyt børnehus i Nørrestrand, vi åbner snart nyt i Højvangen og vi udvider i Lund, Hovedgård og Østbirk. Derefter skal vi have mere kapacitet i Søvind, Nim og i specialbørnehaven. Det kan vi, fordi vi politisk har prioriteret at bruge pengene på vores børn, og det vil vi fortsætte med.
Socialdemokratiet anerkender vi også, at familier indretter sig forskelligt. Nogle familier trives bedst i at have sine børn i børnehave, vuggestue eller i dagpleje, og nogle familier trives bedst i at være mere hjemme med sine børn.
Derfor ønsker vi i Socialdemokratiet at hæve taksten for hjemmepasning til det maksimale mulige. Det vil understøtte den enkelte familie til at træffe det valg, familien vurderer passer til dem. Det er en familiepolitik, som vil give flere valgmuligheder og i sidste ende arbejde for at skabe de bedst mulige forhold for vores børn.