Martin Ravn, Gruppeformand for Venstre
Andreas Boesen giver i Horsens Folkeblad udtryk for, at vi kun skal bruge energien på landbrugets påvirkning af vandmiljøet. Det er overraskende.
Af Martin Ravn, Gruppeformand for Venstre
Borgergade 15 B, 2 tv. - 8700 Horsens
Ligesom det er overraskende, at en helt ny redegørelse fra Horsens Vand konkluderer, at en fuld kloakseparering kun vil mindske kvælstofbelastningen til fjorden med 9 tons mod en investering på 1,8 milliarder kroner.
Forklaringen i redegørelsen er, at en fremrykning af separeringen kun i meget begrænset omfang reducerer overløbene fra Horsens Renseanlæg, men alene vil have en betydning for overløbene i oplandet. Det skyldes, at uvedkommende vand, ved f.eks. forhøjet grundvand, er en afgørende faktor i forhold til overløbene på Horsens Renseanlæg, hvilket Horsens Vand A/S især er blevet opmærksom på hen over vinteren 2023. I 2023 blev der udledt 978.024 m3 opblandet spildevand direkte ud i Horsens fjord og alene i Q1 2024 var det tal 757.915 m3. Det er helt ny foruroligende viden.
Det er også ny viden, at grundvandet stiger voldsomt. Flere steder findes grundvandet nu kun 1,5 meter under overfladen. Det er et problem, når spildevandsledningerne, som mange steder er af ældre dato og utætte, er placeret 3,5 m under overfladen. Derved belastes spildevandsledningerne af indsivende grundvand og efterfølgende rensningsanlægget, som så fører til overløb.
Herudover vil den fortsatte kloakseparering øge mængden af regn- og overfladevand som udledes direkte til vandløb og Horsens fjord. Urenset regn- og overflade indeholder mere kvælstof, kemikalier, PFAS/PFOS og microplast og vil dermed øge belastningen af Horsens fjord.
Fuld kloakseparering er altså ikke løsningen til en ren fjord, men udledningen af kvælstof og andre stoffer fra byerne er stadig et væsentligt problem, som skal løses, hvis vi vil have en ren fjord.
Landbruget udleder også kvælstof til Horsens fjord. Ifølge kataloget fra Havkonferencen den 8. januar 2024 er det ca. 70 %, mens usikkerheden for kvælstoftilførslen fra spildevand er meget stor, et sted imellem 5-32 %. For yderfjorden er fordelingen, landbrug 32%, spildevand 5-32 % og havdambrug 51 %.
Derfor kræver det en fælles indsats på flere områder, hvis Horsens fjord skal blive ren. Der er helt oplagt og logisk, at det sker gennem et kystvandråd, hvor interesseorganisationer og de omkringliggende kommuner, Odder, Horsens og Hedensted er repræsenteret.
Så oplagt og logisk at Østjysk Landbrugsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerforeningen og den socialdemokratiske miljøminister Magnus Heunicke varmt anbefaler etableringen af et kystvandråd.