Replik: Niels Peter Bøgballes læserbrev



DEBAT - Venstres familiepolitik er blevet adopteret! Det er glædeligt at se, at Venstres familiepolitik er blevet adopteret af Socialdemokratiet i Horsens. Skal vi i Venstre være sure over det?

Af Lars Jensen, Venstre og Næstformand i Børn og dagtilbudsudvalget
Valmuevej 22, 8700 Horsens

Nej, tværtimod. Vi skal være kisteglad over, at Socialdemokratiet har taget skeen i den anden hånd og taget Venstres mærkesag til sig, så alle kan se, at god familiepolitik er friheden til selv at vælge den løsning, som forældrene mener passer bedst til deres arbejds- og familieliv.

Efter Venstre i årevis har kæmpet for forældrenes ret til at passe eget barn i hjemmet, blandt andet gennem læserbreve i avisen og opslag på de sociale medier med vores fokus på den gode familiepolitik, så har “S” lettet foden fra bremsen og vendt 180 grader, så de nu også går ind for at gøre det mere attraktiv for børnefamilierne, at passe deres børn i hjemmet.

Det er dejlige nye toner i forhold til det noget matte kor, vi tidligere har hørt på. Tak for det!

Har socialdemokratiet fået ny lommeregner?

Ja - det tror jeg personligt på. Førhen var udgifterne til pasning af barnet i eget hjem, set ud fra et socialdemokratisk synspunkt, en ekstra udgift for kommunen. Men hvis man kigger rundt til vores nabokommuner, Odder, Skanderborg, Hedensted og Vejle, så vil man i deres respektive udvalg for dagtilbud, kunne læse, at de alle sammen ser det som en mindre udgift for kommunen, når forældrene vælger at passe deres barn i eget hjem.

Så tak til Socialdemokratiets kollegaer i Odder, Skanderborg, Hedensted og Vejle, for at sende en af deres lommeregnere til udvalgsformanden for Børn- og Dagtilbud i vores kommune, Niels Peter Bøgballe.

Venstre ved godt, hvor vi får mest velfærd for pengene.

I Venstre Horsens betyder familiepolitikken rigtig meget. Vi skal give vores børn en god start på livet. Daginstitutionerne bliver presset på faguddannet personale i fremtiden, og eksperterne forventer, at der vil mangle ca. 15.000 pædagoger om 10 år. Derfor giver det rigtig god mening, at vi kigger på alle muligheder for at tage presset af vores daginstitutioner, og samtidig sikre friheden til selv at vælge, hvad der er den rigtige pasningsløsning for børnefamilierne. Her er muligheden for at passe barnet i eget hjem en vigtig del af den gode familiepolitik fra Venstre.  En politik som vi meget gerne ser blive adopteret af Socialdemokratiet og alle andre partier i kommunalbestyrelsen.

Venstre ønsker sammenhæng og balance – med mere frihed og flere muligheder.
 

Lars Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024