Replik: Ravn slår plat på corona



(Genrefoto)

Formanden for Venstres byrådsgruppe mener, at privatisering er vejen frem, fordi genbrugspladserne så kan holde åbent, når næste krise kommer. Det skete i Silkeborg, hvor et kommunalt ejet aktieselskab driver genbrugspladserne. Martin Ravn bryder sig ikke om, at staten skal beslutte, om der skal holdes åbent. Den beslutning bør tages lokalt.

For det første var det hverken Mette Frederiksen, regeringen eller Folketinget, der besluttede, at de kommunale genbrugspladser skulle holdes lukket af hensyn til folkesundheden, da corona-pandemien for alvor nåede Danmark. Det var Kommunernes Landsforening (KL), organisationen for Martin Ravn og hans mange kolleger rundt om i landets 98 kommuner. Den forening bør formentlig også privatiseres, hvis Martin Ravn skal bestemme.

For det andet var alle, inklusive sundhedsmyndighederne, på totalt usikker grund, da KL meldte ud. Da var der ingen snak om, at man nogle steder kunne se tiden lidt an for så lokalt at træffe alternative beslutninger. Ingen vidste, hvad epidemien kunne føre til. Det ved vi vel egentlig stadigvæk ikke.

For det tredje var det ikke alt kommunalt arbejde, der gik i stå. Gartnere og rengøringspersonale arbejdede videre på det tekniske område, sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Trængsel, som på genbrugspladser, skulle bare undgås.

Men det er lige før, Martin Ravn antyder, at hvis bare man havde fået lov til at træffe lokale beslutninger, så havde Horsens Kommune ikke behøvet at lukke noget som helst ned. Næste skridt er vel total privatisering af børnepasningen, så ingen institutioner behøver at lukke af sundhedshensyn. Og hvad med borgerservice – bør den ikke også privatiseres?

Der er næppe nogen ende på mulighederne i Martin Ravns optik.

Udgangspunktet i hans læserbrev er, at kommunen kunne have sluppet for en regning på 1,1 mill. kr. for regulering af adgangen til genbrugspladserne i Horsens og Brædstrup efter genåbningen, hvis pladserne ikke havde været lukket, en regning, som staten i øvrigt refunderer. Det har han sikkert ret i.

Men samtidig mener han, at man bare kunne have fundet kommunalt ansatte til at klare det arbejde, da pladserne igen var åbne. Hvor man skulle have fundet den arbejdskraft uden at skulle betale for det, ved jeg ikke. Måske med byrådsmedlemmer som frivillig arbejdskraft?

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024