Replik: Svimlende milliardafkast til alle medlemmer i ATP



Kære Steen Thomsen, Regionsrådsmedlem, Dansk Folkeparti. Har med interesse læst dit læserbrev, hvor du kritiserer ATP for både at forgylde udenlandske kapitalfonde og for at placere investeringer i skattely. Jeg kan tilbagevise begge kritikpunkter. 

Af Stephan Ghisler-Solvang, pressechef i ATP, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød

Hvis der er nogen, ATP forgylder, er det de danske pensionister. 25,6 milliarder kroner blev det til i første halvår, og de udskældte kapitalfonde har isoleret set givet hele 24 pct. i afkast - vel at mærke efter omkostningerne er betalt! Så det er ganske enkelt ikke korrekt, når du hævder, at ”regningen ender hos danskerne”. 

Laveste omkostninger i ATP 

ATP har pensionssektorens suverænt laveste omkostninger. Det skyldes bl.a., at vi har ét enkelt produkt, mange medlemmer OG at vi er endog meget nøjeregnende med omkostningerne – både dem vi selv afholder, når vi investerer, og når vi betaler andre for at investere for os. 

Også PKA, hvor du er bestyrelsesmedlem, har milliarder placeret i de samme fonde, som du kritiserer, og jeg forstår af dit læserbrev, at du konsekvent siger nej til at øge investeringerne i de udenlandske fonde. I ATP foretrækker vi at skaffe de højest mulige pensioner til vores medlemmer. Vi kunne have undladt at investere i de pågældende kapitalfonde og sat pengene i tilsvarende almindelige, børsnoterede aktier, men så var vores medlemmer gået glip af to milliarder kroner i afkast alene i første halvår 2021. 

Du skriver, at den danske statskasse går glip af kæmpe skatteindtægter, når ATP investerer i udenlandske kapitalfonde. Det undrer mig, for som bestyrelsesmedlem i PKA ved du formentlig, at alle danske pensionskasser skal betale skat af afkast til staten. Der kommer således flere penge i den danske statskasse fra ATP, jo højere afkastet bliver, og der bliver flere penge til medlemmerne. ATP vedtog i 2017 en ny og vidtgående skattepolitik, der skal forhindre aggressiv skatteoptimering. Stort set alle danske pensionskasser har tilsluttet sig siden – også PKA. 

I ATP lytter vi altid til kritik – og lærer af den, men i dette tilfælde rammer den ved siden af. 
 

Stephan Ghisler-Solvang, ATP

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024