Søren Lind Jensen – Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
I første halvdel af juli var min hustru og jeg sammen med vor datter på en 20-års bryllupsrejse, som gik til Vierwaldstättersee i Schweiz og Comosøen i Norditalien, hvor min kone og jeg også tilbragte en del af bryllupsrejsen for 20 år siden.
Af Søren Lind Jensen – Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune
Langdammen 5 – Grumstrup, 8732 Hovedgård
Schweiz er som bekendt ekstremt smuk, velorganiseret, eksklusiv og dyr. Da vi ankom til Comosøen, indikerede trafikken, at vi var kommet til Italien. En af dagene besluttede vi os for at besøge Villa d’Este, et luksushotel lidt nord for byen Como på søens vestside. Et hotel, der stadig frekventeres af mange Hollywood-stjerner, rige amerikanere og italienere.
Det var på mange måder en øjenåbner i mere end én forstand. Et kolossalt luksushotel i den absolutte topklasse for velhavende turister – ombygget for 150 år siden i La Belle Epoque stil – absolut smagfuldt omend en kende vulgær-opulent og afsondret fra den ”gemene hob”.
Vi fik adgang af vagterne mod at bestille cocktails hos tjenerne på hotellets elegante terrasse ned til søen.
Hvad vi oplevede, var et ekstravagant parallelunivers, en overfladisk bukken og skaben for de velhavende gæster, der uforstyrrede kunne nyde La Dolce Vita. Ikke specielt behageligt at overvære!
Opvokset i en middelklassefamilie i 60erne og 70erne forekom ambientet nærmest dekadent og vulgært med hotellets luksuriøse overdådighed og gæsternes Ferrarier og Lamborghinier. Umådeligt svært at forholde sig til for et middelklassemenneske!
For en pragmatisk nationalkonservativ som mig, hvor det kulturelle folkefællesskab er essentielt, forekom oplevelsen i prangende luksus både grotesk og absurd. I et markedsøkonomisk system er klasseforskelle dog et grundvilkår.
Der er absolut ikke noget galt i, at markedsøkonomien stimulerer driftige folk til at investere og etablere virksomheder, en sådan dynamik skaber arbejdspladser og velstand. Rammebetingelserne herfor skal naturligvis stemme, da det er godt for samfundsøkonomien, når de driftige er succesfulde.
At rigdom bruges til at sikre sig et behageligere og nemmere livsforløb, er der ikke noget forgjort i, men rigdom forpligter og bør også bruges f.eks. via fonde og donationer til at løfte forholdene i velhavernes lokalområder til alle bedste, som f.eks. bidrag til projekter inden for kultur, sport og miljø. Mæcener huskes, det gør sanseløst forbrugende rigmænd ikke.
