Formand Benny Andersen (tv) får overrakt den gamle klokke fra Brædstrup By af næstformand Knud Møller. (foto Jørn Kildall)
Ved fejringen af Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings 50-års fødselsdag, kunne man også slå dørene op for en ny og meget imponerende udstilling i Tinghuset på begge etager.
Tekst og fotos Jørn Kildall
Brædstrupegnens Hjemstavnsforening som blev etableret i 1972, er en paraply for Lokalhistorisk Arkiv, Frihedssamlingen og Museumsgården Stjernholm.
Fredag kunne man ved et arrangement i Tinghuset i Brædstrup fejre den runde dag og formand Benny Andersen fortalte om foreningen.
I sin tale gennemgik formand Benny Andersen foreningens ”opvækst” og begyndte med teenageårene og konfirmationen hvor man flyttede ind i lokalerne i Tinghuset. Her fik man masser af plads og muligheder for at præsentere de mange effekter og genstande som man råder over.
Midt i foreningens tyvere, blev man gift og sagde goddag til Stjernholm Gårdmuseum. Frihedssamlingen fandt lokaler i Tinghuset og forenings årsskrift så dagens lys, som en lille nyfødt baby – snart flyttede arkiverne også ind og det blev nok sværere at få mere plads.
I den modne alder faldt tingene til ro og der arbejdes i trygge rammer, med at registrere effekter og lave udstillinger. Man brugte også mange timer på at drive café og museum, samt det store arbejde med at vedligeholde en gammel firlænget bondegård.
Det er godt at se at områdets historie bliver gemt og passet på, til glæde for kommende generationer, sluttede Benny Anders sin tale af.
Der var tid til at se den flotte udstilling, med skolestue, klædedragter, hatte og en stor billedudstilling på første sal. Medlemmer af foreningen havde taget navneskilt på og var turguides rundt i huset.
Det er en imponerende udstilling og der er endnu mere i arkiverne, og foreningen må ofte sige nej til flere effekter, da man allerede har samme genstand i samlingen eller der simpelthen mangler plads til opbevaring.
Det var et ganske flot fremmøde i Tinghuset. Man kan besøge udstillingen i Tinghuset på Østergade 9 i Brædstrup. Der vil være åbent mandag – fredag kl. 13-16, og i weekenderne kl. 11-16. Udstillingen har åbent indtil 23. oktober.