(arkivfoto)
Den vedtagne lempelse af covid19-restriktionerne åbner op for, at der snart igen kan spilles 11-mands turneringsfodbold i bredderækkerne. DBU Jylland har derfor offentliggjort planen for den kommende turneringsstart.
Af DBU Jylland
Fra mandag den 22. marts har myndighederne nu igen givet grønt lys til 11-mands turneringsfodbold i bredderækkerne.
Det udvidede forsamlingsloft for organiseret udendørs fodbold lyder nemlig fra denne dato på max. 50 personer, og derfor har DBU Jylland nu offentliggjort planen for den kommende turneringsstart i bl.a. serierækkerne.
De nye corona-restriktioner betyder, at alle 11-mandsturneringskampe fra mandag den 22. marts kan afvikles med normalt antal indskiftere, trænere og holdledere samt dommer/dommertrio. Derudover må der være et begrænset antal tilskuere op til de max. 50 personer, som det udvidede forsamlingsloft udgør.
De første turneringskampe fastsættes til afvikling skærtorsdag den 1. april (og nej, det er ikke en aprilsnar, nu er det ægte), og fællesturneringer med DBU Fyn igangsættes også fra samme dato.
Det betyder, at næste weekend kan bruges af klubberne til at få gennemført 11-mandstræningskampe, inden turneringen igangsættes nogle få dage senere.
Vi er selvfølgelig meget taknemmelige og glade for, at vi nu kan komme i gang igen. Turneringerne var egentlig omfattet af corona-restriktioner til og med den 5. april, så det var den dato, som vi havde planlagt scenarier efter. Men vi har hurtigt rykket rundt på tingene siden i går, og derfor er vi klar til allerede at sætte vores turneringer i gang igen fra skærtorsdag, fortæller DBU Jyllands turneringschef, Ole Frandsen.
Kun for de højest placerede seriehold og de bedste ungdomshold er der reelt tale om en forsinkelse i forhold til tidligere år, hvorimod de laveste rangerende seriehold (f.eks. Serie 5 og 6) faktisk kan komme i gang som normalt. Nogle af de førstnævnte hold har til gengæld dog både tre og fire udsatte kampe, der skal genplaceres og indhentes.
Tidligere år har vi f.eks. oplevet udsættelse af den første spillerunde på grund af frostramte fodboldbaner eller megen nedbør, så tidsplanen ser i grove træk fornuftig ud. Vi har valgt at lægge en mulighed ind for en træningskamp, inden turneringen går i gang. Det har mange klubber ytret ønske om. Men hvis der er enighed mellem to klubber om afvikling af en turneringskamp allerede i weekenden 27.-28. marts, og faciliteterne er klar, kan det sagtens lade sig gøre, tilføjer Ole Frandsen.
Sydbank Pokalen for både kvinder og herrer afvikles også som oprindeligt planlagt. Det vil sige, at der trækkes lod til første runde fredag den 26. marts. Herefter spilles første runde hos herrerne tirsdag den 13. april, mens kvindernes første runde er torsdag den 15. april.
Anden og sidste del af DBU Jyllands Pokalturnering for ungdomshold mangler endnu at gå i gang. Her træffes beslutning om afviklingsmodellen i uge 12.
Det er dog vigtigt at understrege, at DBU’s corona-protokol fortsat skal overholdes og efterleves, da dette er en forudsætning for at kunne træne og spille kampe i en periode, hvor corona-restriktioner endnu er en del af hverdagen for idræts- og foreningslivet.
Man kan finde flere praktiske informationer om turneringsstarten her:
www.dbujylland.dk/nyheder/2021/marts/11-mandsturnering-skydes-i-gang-sk…