Inde i forsamlingshuset var der knap plads til en ekstra bøjle. Shoppelystne gæster gik på jagt efter genbrugsguld, mens caféområdet bød på en pause til dem, der trængte til at hvile benene.
VESTBIRK - Ikke engang på de største juleindkøbsdage i stormagasinerne ville man kunne finde magen til travlhed og købelyst, som den man så søndag på Preloved tøjmarked i Vestbirk.
Tekst og foto Per Bonde
Dørene åbnedes kl. 11, men allerede 10 minutter før, var parkeringspladsen fyldt godt op, og der var lang kø foran indgangen. Præcis til tiden åbnedes dørene, og kunderne strømmede ind, og tilstrømningen fortsatte. Da klokken havde passeret 12, mente arrangørerne, at der måske allerede havde været et par hundrede forbi, så nu måtte det godt begynde at stilne lidt af.
Bøjleflytteri
Det meste af det tøj der var hang på bøjler, og der blev godt nok praktiseret rigtig meget bøjleflytteri, og heldigvis endte meget af tøjet i kundernes kurve og poser. Det går forrygende, sagde Rikke Abildskou, der blev bakket op af Elin Moland Holst - en anden af arrangørerne – der mente, at med den fart der var på, kunne man godt risikere, at der blev næsten udsolgt, og det vil da være skønt.
Mændene hyggede sig – dem der var
Arrangørerne have sørget for et caféområde, hvor mændene kunne parkeres, og det virkede. Da der var mest tryk på kedlerne, var der omkring 80 der flyttede bøjler. Af dem var 4 af hankøn, og den ene af dem så egentlig ud til at drømme sig et andet sted hen. I cafeen var der fire personer alle af hankøn. De hyggede sig, mens de passede på fruernes overtøj og indkøb, og dermed opfyldte cafeen sit formål.
Forventningens glæde var tydelig, da folk troppede op i god tid før åbningen af Preloved tøjmarked i Vestbirk. Køen voksede støt, mens snakken gik om gode fund og bæredygtige garderobeopdateringer.
Succes hele vejen rundt
De seks arrangører – Linn, Elin, Rikke, Margrethe, Kirsten og Maria – kunne næsten ikke få armene ned. Som det ser ud, er det en succes. Forsamlingshuset får et pænt tilskud til driften, en masse mennesker har fået fornyet garderoben, uden det har belastet klimaet.
Mange taler om at gøre noget for klimaet, uden der sker det helt store. Med Preloved tøjmarked har vi vist, at det kan lade sige gøre at sætte noget i gang, der virker. Skal vi ikke lige give os selv et skulderklap, lyder det fra Linn.
På spørgsmålet om der kommer tøjmarked til næste år, lød det. Dagens succes giver blod på tanden, og overskygger helt alt det arbejde, der ligger forud, så svaret er et næsten helt sikkert - ja.