Solcelleørkener smadrer landdistrikterne



Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Den herskende politisk korrekte klimaelite træder på, sparker til og pisser på folk, der bor i landdistrikterne. I kraft af klimaaftalen af 25. juni 2022, hvor der skal ske ”en firdobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030”, bl.a. ved ”opstilling af solcelleanlæg i det åbne land”, peges der nu på, hvor solcelleørkenerne skal ligge.

Af Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Alle partier i Folketinget på nær Nye Borgerlige stemte for. Nye Borgerlige stemte imod, fordi vi læner os op ad, hvad energiforskerne på Aalborg Universitet siger, nemlig op på tagene med solcellerne og ud langs motorvejene – og ud på havet med vindmøllerne. 

Nu er modstanden mod at smadre vores dejlige natur og kulturlandskaber heldigvis ved at komme op i gear. Når man har valgt at bo på landet, så er det for at nyde landskabet og vidderne. Det vil politikerne nu ødelægge ved at anlægge solcelleørkener, som vil stavnsbinde boligejerne med styrtdykkende ejendomspriser til følge og kreditforeninger, der vender tommelfingeren nedad.  

Ejendomsejere tæt på energiøerne får nu i gennemsnit 9.000 kr. årligt i kompensation, og med den nyligt vedtagne aftale op til 14.000 kr. Det er skamløst, intet mindre! Det kan en projektmager nemt få i løn/afkast på en eller to arbejdsdage. Politikerne skulle skamme sig. De spytter på folk, der blot har tilladt sig at leve i ro og fred og i pagt med naturen.

Et Danmark i bedre balance? Det er en tom floskel. Ingen flytter frivilligt ud og bor tæt på disse ”energiparker”. Ingen! Og hvorfor skal jyske kommuner i øvrigt føle sig forpligtede til at hoppe med på vanviddet, når vi aldrig kommer til at se vindmøller, solcellearealer og biogasanlæg på Frederiksberg, i Gentofte, Lyngby-Tårbæk, Rudersdal eller Hørsholm? 

Det bliver den lille mand og kvinde i landdistrikterne, der kommer til at bære byrderne for, at fine, klimakorrekte mennesker langt væk fra trøstesløse energiøer kan gå rundt og vigte sig med deres klimakorrekthed, men som for resten lige skal på en udvidet weekendtur til Barcelona, alt imens de hånligt peger fingre ad reaktionære, bagstræberiske bondeknolde. 

Den måde, man behandler de borgere på, der bor på landet, er forkasteligt. At hele det politiske spektrum i så udtalt grad tryner en bestemt befolkningsgruppe, mangler jeg ord for.
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024