DEBAT - Så fik Nim godkendt sit områdefornyelsesprogram i byrådet. Byfornyelse i Hovedgaden og ved de fire indfaldsveje, gavlmalerier, nye stier, grønne arealer, rekreative mødesteder og byrum.
Af Jørgen Korshøj
Formand for Oplandsudvalget
Martin Ravn
Formand for Plan og Vej udvalget
Nim fællesråd havde ansøgt om 5,09 mill. kr. til programmet, men kommunalbestyrelsen valgte at hæve beløbet til 6,37 mill. kr. for at sikre synlighed og sammenhæng mellem de enkelte projekter, så Nim sikres et værdifuldt kvalitetløft, som understøtter og sætter turbo på udviklingen af Nim som bosætterby og et spændende levested for byens borgere.
Områdefornyelsen i Nim er seneste projekt ud af en hel række områdefornyelsesprojekter i vores opland. Byer som Brædstrup, Hovedgård, Lund og Hansted/Egebjerg har alle haft glæde og stor udbytte af områdefornyelsemidler gennem de sidste 5 år?
En udvikling som ikke mindst skyldes et vedvarende politisk fokus og prioritering. Det var Venstre, som i 2018 stod fadder til et midlertidigt oplandsudvalg under Teknik og Miljø og som 4 år senere sørgede for, at oplands udvalget blev et stående udvalg med egen beslutningskompetance og administration.
I forløbet er det også Venstre, som gennem budgetaftalerne har fået tilført et samlet beløb på 68 mill. kr. til områdefornyelse. Et betydeligt beløb som har skabt udvikling, men også sikrer, at der fortsat kan skabes udvikling og fremgang i oplandet.
Horsens er fantastisk, men vores opland, byer og landsbyer skal være endnu bedre!
Alle større oplandsbyer har nu fået udarbejdet en helhedsplan for deres område, men for flere af dem er det gældende, at de har en del år på bagen, og i virkeligheden er blevet forældet i den rivende udvikling, som Horsens kommune har gennemgået. Administrationens primære fokus i de kommende seks til otte år, er at udvikle syv nye kvartersplaner for Horsens by, efter samme fremgangsmodel som i oplandet. Hvilket er helt naturligt, når succesen har været så stor i oplandet.
Men succesen må ikke stoppe i oplandet, fordi fokus nu rykker ind i Horsens. Det er og bliver Venstres mærkesag, at udviklingen også fortsætter i oplandet og derfor vil vi presse på og sørge for, at de gamle helhedsplaner fornyes og at administrationen igangsætter dette arbejde snarest.
Her vil det være helt oplagt, at Gedved er første stop på den nye rejse, som også vil omfatte Østbirk og Hovedgård. Gedveds helhedsplan er forældet og det har længe været et ønske fra lokalrådet, at den bliver fornyet, så områdefornyelsesmidlerne kan skabe en ny bymidte, grønne arealer, byrum og en indbydende hovedgade efter borgernes ønsker.