Gudrun Andreasen
Formand for Røde Kors Horsens Nord
I disse uger får vi alle i Horsens Kommune nye affaldsbeholdere og nye sorteringer.
Af Gudrun Andreasen
Formand for Røde Kors Horsens Nord
En af de nye er ”tekstilaffald”. Det synes vi i Røde Kors harmonerer rigtig skidt med det genbrugsarbejde, vi i Røde Kors gennem mange år har sat en ære i at tilbyde.
I Røde Kors er tekstilaffald nemlig ikke affald. Det kan genbruges eller genanvendes til gavn for miljøet og til glæde for mange mennesker, fordi vi i Røde Kors tjener penge på de tekstilvarer, der afleveres til os, og de penge bruges til socialt hjælpearbejde og katastrofehjælp i ind- og udland. I vores område – Horsens Nord som dækker de tidligere Gedved og Brædstrup kommuner samt Hansted-Egebjerg og Lund områderne – finansierer vi familienetværk, besøgstjeneste, pårørendestøtte og lektiehjælp foruden vi sender flere hundrede tusinde kroner til andet hjælpearbejde i ind- og udland.
De fleste tekstilvarer, der indleveres i vores butikker eller i vores tøjcontainere genbruges. Enten sælges tøjet i vores tre butikker i Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup eller i andre Røde Kors butikker – eller tøjet sendes videre til genbrug i andre lande.
Men også hullet tøj, udtjente håndklæder, slidt sengetøj m.m. kan genanvendes, og det har vi i Røde Kors mange års erfaring med, og derfor er intet affald hos os.
Og dog. Vådt tøj og tøj med oliepletter kan vi ikke håndtere, så det sendes videre og brændes.
Derfor er vores opfordring, at der i kommunens nye affaldsspande kun lægges vådt tekstil og tøj med oliepletter – resten håber vi, at I fortsat vil lægge i Røde Kors containerne, så det kan blive genbrugt – til gavn for miljøet og til glæde for udsatte børn, unge og familier både i Danmark og i udlandet.