Endnu et hold politikere var inviteret til Hovedgård for at høre om planerne med at genåbne Hovedgård station. Dagens gæster var trafikordfører Kristian Pihl Lorentsen (V), Troels Lund Poulsen (V) samt de lokale byrødder byrådspolitikere Martin Ravn og Jørgen Korshøj, som skulle høre om planerne fra Hovedgård Lokalråd.
Af Jørn Kildall
Lokalrådet i Hovedgård er ved at være rutinerede i fremlæggelsen af deres sag og dagens gæster havde også læst rapporten som der er blevet udarbejdet omkring en genåbning af Hovedgård Station.
Som formand for lokalrådet Ejvind Olsen sagde, så er det svært nogle gange at få øje på de negative ting når man arbejder med et projekt som dette. Man fokuserer let på de lyse og positive aspekter.
De rutinerede Christiansborg-politikere begyndte med at fortælle, at en genåbning ikke bare er noget man gør, og Kristian Pihl Lorentsen fortalte:
- I har begejstringen for projektet, men det bliver op ad bakke når tingene skal gennem Folketinget og trafikministeriet.
Trafikministeriet er ikke enigt
Med sig i tasken havde de to politikere medbragt et nyt notat fra transportminister Benny Engelbrecht (S), der ikke er enig i de konklusioner man har draget i den rapport Rambøll har lavet i forbindelse med en eventuel genåbning.
Troels Lund Poulsen sagde dog i samme stund at man ikke skulle lægge alt for meget i trafikministeriets svar:
- Jeg var involveret da vi arbejdede på at genåbne Hedensted station og notatet vi står med nu, er næsten identisk med det vi stod med for 20 år siden… det er kun navnet på stationen som er udskiftet.
Arbejdet fortsætter ufortrødent
Alle var enige om at der fortsat skulle arbejdes videre med projektet og at politikerne – både lokalt og på landsplan fortsat skal presses og at notatet ikke har forholdt sig til rapporten.
Man kan nemt få øje på de positive effekter en genåbning af Hovedgård Station vil have på miljø, trafiktætheden og på tilflytningen til Hovedgård, samt de mange gevinster man får ved at flytte flere over i den kollektive trafik.
Næste hold politikere som skal mødes med lokalrådet på Hovedgård Station kommer fra SF og de mødes efter påske.