Under Bøgen (Pressefoto)
VESTBIRK - Hvad er en Havefest i Vestbirk uden Under Bøgen? Det spørgsmål kan ikke besvares, for Under Bøgen er Havefestens husorkester.
Af Per Bonde
Og når der bliver sagt husorkester skal det tages meget bogstavelig. Søren Karkov har denne lille fortælling om bandets opståen: ” Anders og jeg opdagede en dag ved et tilfælde, at vi deler den samme fascination over og kærlighed til Gnags. På den baggrund blev vi ret hurtige enige om, at det burde vi gøre noget ved. Vi samlede et orkester, og det store mål blev havefesten 2018. Så måtte vi se, om det kunne bære! Under Bøgen var skudt i gang
For os var det en kæmpe kulmination og forløsning at fyre vores show af til havefesten. Det var ægte glæde, og vi følte os godt taget imod.
Siden har vi spillet fast til havefesten, og det har været en ære.”
Bandet
Under Bøgen består af 7 m/k fra Østjylland som alle har den sammen dybe respekt for - og sande kærlighed til det over 50 år gamle danske orkester: GNAGS.
Under Bøgen består i dag af:
- • Anders Boysen: Vokal, DX7, Harmonika & Guitar
- • Søren Karkov Knudsen: Keyboards & Kor
- • Michael Mortensen: Elguitar & Kor (Jacob Riis-Olsens originale venstrehånds, selvfølgelig)
- • Jacob Pagaard: Bas
- • Rasmus Friis Tvørfoss: Trommer & Kor
- • Martin Have: Saxofon, Percussion, Kor
- • Signe Ørts: Kor, Percussion
En hjælpende hånd
Vi har været så ufattelige heldige, at vi siden starten og løbende har kunne både spare med og spille sammen med Jacob Riis, som bor i Vestbirk. Jacob Riis er Gnags originale guitarist. Vi føler, at han har været med på sidelinjen hele vejen og fungeret lidt som vores banddoktor, fortæller Søren Karkov Knudsen. Jacob Riis har en stående invitation til at komme med os på scenen, så vi håber, vi får ham overtalt denne gang.
Fantastisk energi
Med udgangspunkt i den Live-energi som altid præger Gnags, er Under Bøgen noget for dig, som er til fest, syng-med og har en ustoppelig trang til at skråle op om vilde kaniner, burhøns, konger og gamle.
Der er derfor plads til både gamle og unge, når ”Under Bøgen” inviterer til fest. Med de allerbedste af Gnags’ udødelige sange, guider bandet dig stilsikkert igennem festen, hvor danse - og ikke mindst syng-med garanti er en selvfølgelighed. Under Bøgen leverer én lang musikalsk vandring gennem byen med hunden. Slingrende ned ad Vestergade, ud til en bænk ved havnen, hvor der er kys i solen til alle, som kæmper på skyggesiden. Og når karrusellen kører, flyver burhønsene som svaner mod den lave sol. Så mine damer og herrer – ”Li’ meget hvem du er, li’ meget hvor du er, så velkommen her!”
Havefesten glæder sig
Formand for Vestbirk Havefest Kim Holst udtaler: Vi er utrolig glade for vores husorkester. De er altid garanti for fest og stemning på scenen, der river publikum med og giver dermed den fornemmelse af frihed og løssluppenhed, der kendetegner de største musikoplevelser.
Kim Holst fortæller, at billetterne til Havefesten 2024 er sat til salg, og at det vil være en rigtig god gaveide i disse juletider. Billetterne kan købes via Vestbirk Havefests hjemmeside.