Akut behov for flere uddannelser uden for de store byer



80 pct. af alle uddannelsespladser på de videregående uddannelser er i dag placeret i og omkring de fire store byer, hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Det dokumenterede Danmark på Vippen senest i en analyse på baggrund af optagelsestal for de videregående uddannelser 2017 d. 28. juli i år.

Jyllands-Posten omtaler i dag Danmark på Vippens analyse om den geografiske fordeling af uddannelsespladser. På baggrund af analysen har Landdistrikternes Fællesråd foretaget en rundspørge blandt organisationens medlemskommuner, der viser, at 9 ud af 10 af de adspurgte borgmestre mener, at det er ”vigtigt” eller ”meget vigtigt” for bosætningen, at der er videregående uddannelser i nærområdet.

Danmark på Vippens næstformand Kim Ruberg er helt på linje med de mange borgmestre: Der er et stort og akut behov for flere uddannelsespladser i Det Lokale Danmark:

”Det glæder os meget, at der nu er bred opbakning til vores kampagne for at få flere uddannelser spredt ud i landet. Men der skal fra politisk side handles nu, hvis ikke skævvridningen af vores land skal blive endnu mere markant,” siger Kim Ruberg.

Han henviser til en fremskrivning, Danmark på Vippen offentliggjorde i januar 2017, der viser, at hvis den nuværende geografiske fordeling af uddannelsespladser fortsætter, vil de fire store byområder støvsuge de mange nye uddannelsespladser, der oprettes frem mod 2030.

”Det er et faktum, at de unge i høj grad bliver boende i det område, de dimitterer fra. Så hvis vi skal sikre højtuddannet arbejdskraft til de mange eksportvirksomheder, der i overvejende grad ligger uden for de fire store byer, og hvis vi skal sikre, at der er sygeplejersker, pædagoger og folkeskolelærere til stede i hele landet, så skal der simpelthen oprettes langt flere uddannelser i Det Lokale Danmark,” siger Kim Ruberg.

Konkret forslag fra Danmark på Vippen
Danmark på Vippen kom i forbindelse med foreningens generalforsamling i år med et helt konkret forslag, der lyder, at 50 pct. af alle uddannelsespladser på professionshøjskoler og erhvervsakademier samt 10 pct. af alle uddannelsespladser på universitetsniveau i løbet af en årrække skal ligge uden for de store byer.

Derudover foreslår foreningen med opbakning fra alle medlemmer, at udbuddet af videregående uddannelser i langt højere grad skal tage udgangspunkt i et regionalt perspektiv, så de erhvervsmæssige styrkepositioner, der er forskellige fra område til område, kommer til at spille bedre sammen med uddannelserne.

”Hvis politikerne tager vores forslag som rettesnor for, hvor vi skal nå hen, vil vi kunne skabe en balanceret udvikling i hele Danmark, som kommer alle til gavn. Alternativet er nemlig, at virksomhederne søger udenlands, fordi de ikke kan få den rette arbejdskraft. Det vil være en decideret katastrofal udvikling for hele landet,” siger Kim Ruberg.

Uddannelses- og Forskningsministeriet regner med, at antallet af personer med en videregående uddannelse stiger med 350.000 personer frem mod 2030. Hvis den nuværende fordeling af uddannelsespladser fastholdes, viser Danmark på Vippens analyse, at hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg vil få 280.000 af de 350.000 ekstra uddannelsespladser. Gennemføres Danmark på Vippens forslag derimod, vil 32 pct. eller knap 114.000 af alle nye uddannelsespladser ligge uden for de store byer i 2030.

Danmark på Vippen er i øjeblikket i dialog med en række af Folketingets partier om det konkrete forslag og noterer på den baggrund, at der er bred politisk opbakning til, at flere uddannelser skal oprettes uden for de fire store byer i fremtiden.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024