Lone Ørsted, Formand for børne og uddannelsesudvalget
Birgit Skovgård har i Østbirk avis et indlæg om dummebøder på kommunens skoler – og jeg må indrømme, at jeg er helt uforstående overfor den praksis, som hun beskriver.
Af Lone Ørsted, Formand for børne og uddannelsesudvalget
Mølletoften 4, 8700 Horsens
Vil derfor forsøge at beskrive, hvad den nuværende praksis på området er.
Vi har i Horsens kommune gennem flere år arbejdet med en inklusionsfremmende budgetmodel, hvilket betyder, at alle midler til både special og almen undervisning fordeles til skolerne.
Formålet med den inklusionsfremmende budgettildelingsmodel er at give skolerne det økonomiske grundlag og afbalancerede økonomiske incitamenter til at kunne træffe et fagligt begrundet valg mellem inklusion eller visitation til specialundervisning.
Tildelingsmodellen består således af to elementer: En model for tildeling af budget til almenundervisningen og en model for tildeling af budget til inklusionsopgaven
Midlerne tildeles skolerne på baggrund af videnskabeligt baserede statistiske metoder, hvor målet for tildelingen er:
- Pengene følger barnet - sammenhæng mellem kompetence og ansvar.
- Enkelthed - budgettildelingen er gennemsigtig og forståelig.
- Forudsigelighed - mulighed for strategisk planlægning og økonomistyring.
- Retfærdighed - budgettildelingen passer til opgaven
I budgetaftalen for 2020 blev forligspartierne enige om, "at der gennemføres en gennemgang af budgettildelingsmodellerne på dagtilbuds- og skoleområdet samt på ældreområdet, så disse også fremadrettet sikrer en sammenhæng mellem faktisk udgiftsbehov og budgettildeling. Forligspartierne ønsker, at budgettildelingsmodellerne på dagtilbuds- og skoleområdet justeres med.”
Vi har i børne og uddannelsesudvalget arbejdet med denne opgave og et udspil på skoleområdet har været sendt i høring efteråret 2020 -og er efterfølgende blevet godkendt af et stort set enigt byråd (Anni Jakobsen undlod at stemme) d. 14. december 2020.
I budgetaftale 2021 blev forligspartierne desuden enige om at prioritere 10 mio. kr. til arbejdet med den faglige kvalitet i folkeskolen, herunder at sikre tilstrækkeligt og kompetent personale samt styrke indsatsen omkring inkluderende læringsmiljøer. Forligspartierne er desuden enige om at fordele midlerne med 7 mio. kr. i almenundervisningen og 3 mio. kr. til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer.
Desuden foreslås, at der inden for Børne- og Uddannelsesudvalgets bevilling omprioriteres 2,0 mio. kr. til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer.
Den politiske prioritering var at tilføre flere midler til skoleområdet, så der i alt blev udmøntet 27,1 mio. kr. til skolerne fra skoleåret 2021/22. Der blev udmøntet 21,1 mio. kr. i almen undervisningen og 5 mio. kr. til inklusion og 1 mio. kr. til det generelle dansksproglige arbejde.
Håber budskabet står klart: Der er udviklet en ny model og der er tilført flere midler til skolerne. Der har været høring omkring det – og modellen er vedtaget af et stort set enigt byråd (en undlod at stemme).
Der er således ikke politisk uenighed i denne sag – men et fælles politisk ønske om at skabe den bedste kvalitet og sikre at midler til skolerne fordeles på en enkel, retfærdig, forudsigelig måde med udgangspunkt i, at pengene følger barnet.
Det er i øvrigt socialdemokratiets ønske at prioritere flere midler til skolerne i de kommende år, så jeg håber andre partier har den sammen ambition.
Socialdemokratisk dummebøde: www.oestbirk-avis.dk/socialdemokratisk-dummeboede