Horsens hitter som studieby

Studiemiljø på VIA Campus Horsens
Studiemiljø på VIA Campus Horsens
Horsens hitter som studieby
22. 03 2020
VIAs ingeniøruddannelser i Horsens fortsætter med at tiltrække mange studerende. 376 har søgt ind på en af ingeniøruddannelserne gennem kvote 2 som 1. prioritet sammenlignet med 333 i 2019, altså en fremgang på 13%.

Af VIA University College

Ansøgningsfristen for kvote 2 til videregående uddannelser lukkede søndag den 22. marts kl. 12.00. Og det ser godt ud i Horsens. For på VIA har der været en samlet fremgang af antallet af 1. prioritets ansøgninger fra 789 i 2019 til 802 i 2020 på de 19 forskellige uddannelser.

Foruden ingeniøruddannelserne har blandt andet sygeplejerskeuddannelsen og kort- og landmåleruddannelsen oplevet en stor fremgang af 1. prioritetsansøgninger. Sygeplejerskeuddannelsen har fået 75 ansøgninger sammenlignet med 65 i 2019 og kort- og landmåler-uddannelsen har oplevet en stigning fra 22 ansøgninger i 2019 til 38 i 2020.

Fokuseret ingeniør-indsats har gjort en forskel

Antallet af ansøgninger til VIAs uddannelser i Horsens understreger, at Horsens er en populær studieby. Det glæder ikke mindst Horsens borgmester Peter Sørensen:

- Heldigvis har rigtig mange unge fundet ud af, at Horsens er en spændende studieby, så også som studieby er Horsens i kraftig vækst. Jeg er selvfølgelig også begejstret for, at der er en stigning i antallet af ansøgninger til VIAs uddannelser her i byen. I særdeleshed er jeg glad for, at den fokuserede indsats Horsens og VIA i samarbejde har gjort for at tiltrække flere ingeniørstuderende til byen har båret frugt. Og det er imponerende, at der i forlængelse af sidste års fremgang også er en fremgang i år på 13% til ingeniøruddannelserne.

Uddannelsesdekan for VIAs ingeniøruddannelser, Lotte Thøgersen er, som Peter Sørensen, glad for, at der fortsætter med at være et stigende antal unge, som søger ind på en af VIAs ingeniøruddannelser:

- Ingeniørerne er vigtige for vores samfund. Og det gælder uanset, om de arbejder med udvikling af udstyr til sundhedssektoren, klimasikring eller udvikling af software for blot at nævne tre af mange områder. Så vi er glade for fremgangen af antal ansøgninger, og vi glæder os til at klæde de studerende godt på til at kunne gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

VIA er populær i hele Midtjylland

- Antallet af kvote 2-ansøgninger til VIAs uddannelser er steget markant de seneste mere end 10 år. Derfor kan tallene ikke blive ved med bare at stige – slet ikke i en tid med mindre ungdomsårgange. Det afgørende er, at der igen i år er stor søgning til VIAs over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland, understreger professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard.

Kirsten Bundgaard understreger, at det for VIA er et pejlemærke at understøtte vækst i erhvervslivet og at fastholde en høj velfærd i Danmark gennem veluddannet arbejdskraft, og at VIA med sine uddannelser er med til at afhjælpe manglen i samfundet på blandt andet ingeniører, sygeplejersker, lærere og pædagoger.

- Den store søgning til VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis. Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på arbejdspladsen, siger VIAs professionshøjskoledirektør.

Kirsten Bundgaard pointerer, at der først er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 1 den 5. juli, og at VIA optager flest studerende (gennemsnitligt 64 procent) gennem kvote 1. Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger.

De unge, der afslutter studentereksamen til sommer, kan først søge ind på videregående uddannelser gennem kvote 1 i juli.

Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked tirsdag den 28. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej.

Årets ansøgningsfrist for kvote 2-ansøgninger til de videregående uddannelser er i år rykket en uge fra den 15. marts til den 22. marts af uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen på grund af situationen med coronavirus.